og fremstille Sprogets egentlige Kjerne, dets grammatiske Former, og Resultatet af hans Undersøgelser med Hensyn til Taternes Herkomst kunde han med afgjort Bestemthed fremsætte i disse 3 Sætninger[1]: 1) Alle de hidtil bekjendte Taterdialekter vise sig, trods den uendelige brogede Indvirkning paa dem af fremmede Idiomer, dog i sit inderste Væsen indbyrdes overensstemmende og ligeartede; 2) det er umuligt i dem at miskjende et eget med de opdigtede Tyvesprog ofte forvexlet, men derfra aldeles forskjelligt Folkesprog; 3) dette har uimodsigelig sin Rod i det nordlige Forindiens Folkesprog, saa at det, trods sin ualmindelige Forvirring og Udarten, dog – om end kun beskedent – kan rose sig af at nedstamme fra det i sin Bygning mest fuldendte af alle Sprog, det stolte Sanskrit.
Men længere kom heller ikke denne Lærde: han kunde heller ikke afgjøre, hvilken af Indiens mange forskjellige Folkestammer Taterne havde tilhørt, hvad Tid og hvorfor de vare dragne hjemmefra, o. s. v. En Gisning om det første af hine Punkter har han dog meddelt, og uagtet det jo i nærværende kortfattede Fremstilling nærmest kun er Meningen at fortælle noget af det Visseste, man ved om Taterne, tillader jeg mig dog at medele samme Gisning her, da jeg derved faar Anledning til at gjøre opmærksom paa den Interesse, som dette Spørgsmaal har.
Først maa jeg erindre om Forholdet mellem nogle af de forskjellige Folkefærd idet nordlige Forindien eller Hindustan, det store Sletteland omkring Ganges med Vindhja-Aasene i Syd og Himalaias Alpekjæde imod Nord. Denne Del af Jorden udgjør ligesom en Verden for sig; den evige Vinter troner paa Himalaias Toppe; en bestandig Sommer udgyder sin rige Velsignelse om Ganges’s Bredder, og ligesom alle Jordens Zoner synes at have afpræget sig i det afvexlende Landskabs Physiognomi, saaledes have ogsaa de mest ulige Menneskeracer mødt hinanden her i dette indbydende Land.
- ↑ Vorwort, S. 15.
