Denne siden er ikke korrekturlest
62
ske for kommende Sprogforskere skal tjene til at bestyrke eller ogsaa modbevise denne Hypothese[1].
- ↑ Denne Hypothese, som Pott har meddelt uden endnu at slutte sig til den (se hans anførte Verk 1, 41; 2, 259, 275, 528), er først privatim fremsat for ham af Herm. Brochhaus i Leipzig og siden understøttet af Lassen i Bonn. – Taterordet rom, romni, bruges ikke blot som Proprium eller Folkenavn, men ogsaa som Appellativum, og det dels i Betydningen Mand, Kvinde, dels i Betydningen Ægtemand, Kone. Er nu Ordet oprindelig Proprium eller Apellativum? Borrow f. Ex mener, at det egentlig betegner Ægtefolk og derefter som Folkenavn indeholder en Hentydning til Folkets patriarchalske Liv og Vedhængen ved sin Stamme (Familiefolket); Pott o. A. antage, at det først betegner en Mand i Almindelighed, og at det saa efter en hos raa Folkeslag hyppig Analogi betegner Taterfolket som de ægte eller ypperste Mænd i Modsætning til andre Folkeslag, som Taterne ikke agtede saa høit; Potts væsentligste Indvendig imod Identiteten af Navnene Rom og D’om er ogsaa den, at man ikke har Exempler paa, at et Folkenavn er gaaet over til ogsaa at bruges som Appellativum. Men denne Indvending svækkes, naar man (se Lassen, Indische Alterthumskunde, Bonn, 1843, 1, 386) erfarer, at Navnet D’om hos disse Folk selv egentlig synes at betegne de Stammer, hvori de have været inddelte, saa at det endelig først synes at have været et Appellativum, som senere er blevet Proprium (Stammefolket, Familiefolket). – Man vil maaske finde det urimeligt, at et raat Folk som disse D’oms ved at komme i Berørelse med Hinduerne skulde saaledes blande sit Sprog med disses, at det ikke alene optog mange Hinduiske Ord, men ogsaa hele det hinduiske Sprogs grammatiske Form; snarere skulde man tro, at det omvendt maatte have beholdt sin oprindelige Bøinings- og Ordføiningsmaade og kun deri indtvunget en Del af Hinduerne laante Gloser. Men netop Taterne afgive et mærkeligt Exempel paa hint Forhold; i Spanien, hvor der dog lever mange Tatere sammen, henved 50,000, have disse vel formaaet i over 300 Aar at bevare en stor Del af sit fremmede Ordforraad, men ganske forglemt sit Sprogs grammatiske Former, saa de nu f. Ex. deklinere Substantiverne og konjugere Verberne ganske efter det spanske Sprogs Regler, ligesom de ogsaa ligefrem have optaget mange Spanske Ord. Bleve nu disse Tatere overflyttede f. E. til Nordamerika, saa er det tænkeligt, at
