Ved saaledes at antage, at Taterne ikke ere i Slægt med
de egentlige Hinduere, altsaa heller ikke med den store indogermaniske
Folkestamme, men med hin Indiens raa elendige
Urbefolkning, kunde man da forklare sig det Særsyn, deres
eiendommelige Sæder overalt frembyde i de Lande, de nu færdes
i, den haardnakkede Uvillighed til at antage de bosiddende
og arbeidsomme Folkeslags Levevis, som selv Aarhundreder ikke
have formaaet at kue hos dem. Men saaledes taber ogsaa
Taternes allerede før saa dunkle Historie sig i det uhyggelige
Mørke, som ruger over Menneskehedens tidligste Forholde, og
som har fremkaldt Tvivl om den skjønne Tro paa de forskjellige
og vistnok saare ulige Menneskeracers Oprindelse af
et Blod, Tvivl, som endnu dygtige Mænd maa stræbe at overvinde.
Og den samme Dunkelhed, som hviler over det elendige
Taterfolks Indgang i Historien, synes ogsaa at skulle lægge
sig over dets Udgang. Denne uhyggelige Forestilling vil man
mulig faa ved Betragtningen af Folkets nuværende Tilstand
i de europæiske Lande efter flere frugtesløse Forsøg paa at
bibringe dem Sands for et ædlere Liv i de civiliserede Samfunds
Skjød.
de der vilde fortsætte sin gamle Levevis og bruge sit nuværende Tatermaal som hemmeligt Meddelelsesmiddel, medens de i Omgang med Yankierne vilde lære sig til at tale Engelsk. En Sprogforsker vilde da efter deres Sprogs grammatiske Former kunne slutte, at de nærmest vare komne fra Spanien, men efter en stor Del af dets Ordforraad, at de tidligere maatte være komne fra Indien. Ligedan tør man maaske faa flere Data, end man nu har, til at slutte, at Taterfolket vel nærmest ere kommet fra et hinduisk Land, men at det oprindelig hører til en ikke hinduisk Slægt, til Forindiens raa Urbefolkning. – Det blev ovenfor sagt, at hine D’oms især have hjemme i Landskabet Assam. Noget, som Lassen, anf. St. 1, 456, ogsaa omtaler. Nu fortælle vore norske Tatere efter en gammel, for dem aldeles eiendommelig Tradition (se ovenfor S. 20), at deres Fædre for deres Udlændighed havde boet i Byen Assas i Landet Assaria. Skulde dette ogsaa, ligesom Navnet Rom, være et Vidnesdyrd om deres Slægtskab med hine D’oms?
