Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/78

Denne siden er ikke korrekturlest
64


Efter at man i 2den Halvdel af forrige Aarhundrede paany var bleven opmærksom paa Taternes Tilværelse, feilede det ikke paa saadanne Forsøg, skjønt Iveren i denne Retning nok ikke var saa stor som de Lærdes Iver for at komme efter deres Herkomst og Historie. Uagtet man i flere Lande, som allerede anført, forefandt dem i meget stort Antal, skjønnedes det dog strax, at der ikke kunde være Tale om at samle dem sammen og lade dem udvikle sig som et eget Folk, man lagde an paa at faa dem til at smelte sammen med det øvrige Landsfolk. Endnu lidt tidligere end Karl 3die i Spanien (se S. 45) gjorde Begyndelsen med at afskaffe de ældre Udryddelseslove om dem, havde Maria Theresia og Joseph 2den i Ungarn og Siebenbürgen ved flere Forordninger søgt at virke herfor. Børnene skulde tages fra Forældrene og opdrages paa offentlig Bekostning; de Voxne skulde ikke længer streife omkring, men tage Tjeneste, blive Jorddyrkere, aflægge deres eiendommelige Klædedragt og Sprog o. s. v. Men hvad blev Følgen? paa nogle ganske faa Steder forsøgte Øvrigheden paa at gjennemføre disse Bestemmelser og toge Børnene med Magt fra Forældrene; men Mødrene hylede, som om Ungerne førtes til Slagterbænken, og Børnene maatte med Reb om Livet føres til og fra Skolen. Om en Mand fortaltes der, at han i Fortvivlelse over disse Forandringer gik til Markedet med sin Hest, solgte den for en Spotpris, leverede sin romni Pengene og stak saa – som en „sidste Tater,“ der ikke vilde overleve sit Folks Frihed – sit Hoved i Ilden. Men han skulde ikke have vist dette Fortvivlelsens Mod; thi snart opgaves disse frugtesløse Bestræbelser før at tæmme Taterne, og de fik leve som før.

Hvorvidt de humanere Lovbestemmelser om Taterne i Spanien have frugtet, skal siden blive erindret. Her maa jeg dvæle lidt længere ved et høist interessant Missionforsøg for disse ulykkelige og forvildede Orientalere. I Nærheden af Nordhausen i preusisk Sachsen havde Fredrik 2den anlagt en Fattigkoloni, Friedrichslohra; men, sandsynligvis mod Vedkommendes Ønske, havde lidt efter lidt adskilligt Taterpak,