Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/82

Denne siden er ikke korrekturlest
68

lingens Ansigter fordreiede af tilbageholdt Latter, som nu brød løs, Latter over de nye og forunderlige Ting, de havde hørt i sit Fantesprog. „Det er Tateres Art,“ saaledes maa Missionæren slutte sin af saa megen Deltagelse for disse elendige Medmennesker aandende Beretning.

Vistnok finder man i de fleste Lande i Europa, at adskillige Taterfamilier paa en vis Maade have nærmet sig til Europæernes Levevis, idet de ikke som før kampere i Telte, men have bosat sig. Saaledes saa vi flere Familier boende i Friedrichslohra i Tydskland; flere af Spaniens Byer ere ogsaa vansirede med egne Tater-Forstæder, Gitanerias. Men ser man nøie til, mærker man snart, at disse bosiddende Tatere i alle væsentlige Stykker ere deres mere stadigt omstreifende Brødre lige; om Sommeren staa deres Hytter for det meste tomme, medens de nok om Vinteren finde det bekvemt at holde til der og fortære det vundne Bytte. Det er vel de tidligere Tiders grusomme Forfølgelser mod Slægten eller maaske de sidste Decenniers mindre barbariske, men mere jevne Politiforholdsregler mod dem, der have bragt dem til at antage et saadant halvt bosiddende Liv, en Smule Lighed med andre Folks Sæder; men det er endnu at agte for en sjelden Undtagelse, naar hist og her nogen Taterfamilie eller en enkelt Tater enten med det Gode eller det Onde har ladet sig bevæge til i Sandhed at opgive sin Slægts Ustadighed og antage et roligt og sædeligt Liv.

Og dog er Taternes Nationalitet ikke uforgjængelig. Det er vistnok yderst mærkværdigt, at dette raa, aandløse Folk i de mange Aarhundreder, hvori det har vanket omkring under de høist forskjellige Forholde, som det har mødt, endnu har kunnet bevare sin oprindelige Art; man skal vanskelig finde noget lignende forunderligt Exempel paa en Nationalitets Seighed. Den grusomste Haardhed kunde ikke tvinge dem; christelig Visdom og Kjærlighed forsøger forgjæves paa at vinde dem. Borrow antyder sin Mening om Taterne ved et Motto, han har laant fra den gamle persiske Digter Firdusi: “Hvad der er urent af Naturen, kan du ikke nære noget Haab om; in-