hed at sende mig det med Posten. I dette Skrift[1], der som det tidligere af samme Forfatter kun er Forløber for et udførligere Værk, han har under Arbeide, meddeler han til Oldforskeres Prøvelse et Par Resultater af sine Undersøgelser om Taternes tidligere Historie. Jeg skal kortelig antyde disse Resultater her, mest i den Tanke, at det maaske vil interessere Læseren at se, hvorledes denne Gjenstand, der for Mange vil synes hel ringe og lidet værdig til saa megen Opmærksomhed, dog har formaaet at fængsle de dygtigste Historiegranskere.
Det har lykkedes Forfatteren at godtgjøre, at Tatere fandtes i det østlige Europa en rum Tid før Aaret 1417, fra hvilken Tid man hidtil havde de ældste Efterretninger om dem. Han har for det første ved en udtømmende kritisk Behandling af flere gamle Beretninger om Cypern bragt det til den høieste Grad af Sandsynlighed, at det virkelig er Tatere, som ere mente i den ovenfor (S. 51, Anm.) meddelte Beretning af en Reisende der paa Øen i Aaret 1332; dernæst har han, fra et af Medlemmerne af den provisoriske Regjering i Valachiet under den nylig foregaaede Revolution der, faaet tilsendt et Par Documenter, hvoraf det fremgaaer, ikke alene at der i Aaret 1386 var Tatere i Valachiet, men at de endogsaa allerede dengang vare bragte i den Trælletilstand, hvori de indtil for faa Aar siden der have været holdte. Af denne og flere Omstændigheder er han tilbøielig til at antage, at Taterne allerede omkring Aaret 1250 begyndte at udbrede sig i det østlige Europa. Om Taternes Historie i Asien fremsætter han dernæst høist interessante Formodninger. Den eventyrlige Fortælling af den persiske Digter Firdusi, som ovenfor (S. 51) meddeltes, at Taterne (Luri’s) skulde som Spillemænd vært komne fra Indien til Persien, har han[2] gjenfundet hos 4
