Tid de først lode sig se her. Men i Sverige vare de, som det ovenfor fortaltes, allerede i Aaret 1513 eller 1514, og man kan da være vis paa, at deres flygtige Fod snart har baaret dem over Grændsen ind til os. – Den svenske Beretning forklarer imidlertid ikke, fra hvilken Kant de kom ind i Landet, om fra Danmark og Tydskland eller fra Finland og Rusland. Dette vilde være interessant at vide; i første Tilfælde maatte man nemlig i vore Tateres Sæder og Traditioner kun vente en Gjentagelse eller Forvanskning af, hvad man allerede ved om deres sydeuropæiske Brødre; i sidste Tilfælde, naar vore Tatere vare at anse som en Gren af det hidtil saagodtsom ganske ubekjendte russiske Taterfolk, kunde man vente her at finde Eiendommeligheder, som man ellers ikke ved af. Det tør derfor være Umagen værd at lægge Mærke til nogle Træk, hvoraf man trods denne Mangel paa historisk Beretning alligevel med Vished maa slutte, hvad Vei disse Horder ere komne ind i Sverige og Norge. Lad end enkelte Taterfanter fra Danmark[1] have sneget sig gjennem det sydlige Sverige; Mængden af dem maa dog være kommen ind fra Finland. Herhen gjøre de endnu stundom Langtoure ligesom for at vedligeholde gamle Forbindelser; deres Sprog indeholder ogsaa mange Udtryk, som de selv tildels ganske rigtig vide at angive som finske eller endog som russiske[2], og som de selv forklare, at deres Fædre bragte med sig fra den Tid, de endnu opholdt sig i hine Egne. Og det er ikke blot Taterne selv, som have Erindring om, at de ere komne hid fra Finland. Imellem Finnerne paa Finskoven i Soløer, denne interessante Koloni som for et Par Aarhundreder siden paa Grændseskovene mellem
- ↑ Nu findes rigtignok kun i Jylland ganske faa Taterfamilier; men i Holbergs Tid (se hans „Jødiske Hist.“, 2, 714) sværmede de ogsaa om paa Sjælland.
- ↑ Jeg blev saaledes høilig forundret, da en norsk Tater med Bestemthed paastod, at Ordet litscho, Ansigt, ikke egentlig var noget rommani-Ord, men Russisk, og jeg siden fandt, at han havde fuldkommen Ret. Det tydske Taterord derfor er tscham. S. Pott, 2, 334.
