Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/87

Denne siden er ikke korrekturlest
73

Norge og Sverige dannedes af Udflyttere fra Storhertugdømmet Finland, hørte jeg det Sagn, som gamle Folk erindrede fra sin Barndom, at der engang var kommen derop nogle Flokke af fremmede Folk, som talte Finsk (Kvænsk) og gave sig ud for at være Finner, men alligevel ikke vare det, men “Morianer,“ nogle sortladne, tyvagtige, uforskammede Folk – aabenbar Tatere, som saa længe havde opholdt sig i Finland, at de havde lært at tale dets Sprog. Første Gang – føiedes der til – havde Finnerne ladet sig narre af dette Pak; senere toge de sig bedre i Agt for dem. – At ogsaa Finland har sin Portion af Tatere, er før antydet[1].

Man maa naturligvis ikke tænke sig Taternes Indvandring her som foregaaende til enkelt Tid og Sted; de sværmede frem og tilbage, ud og ind over Grændserne, rimeligvis i mindre Flokke end i de rigere sydeuropæiske Lande. Og dog tør man af Taternes overmaade slue Optræden andetsteds nok slutte, at der har ligget en formelig Plan til Grund for denne tilsyneladende saa ustadige og ørkesløse Omflakken; det ser virkelig ud, som om de havde foresat sig at ransage Landene paa Kryds og tværs for at udspeide Leiligheden for deres mangehaande List og Kneb, finde de Egne, hvor de bedste Skjulesteder vare at ty til, hvor Madboderne vare slettest bevarede, hvor Folket var enfoldigst og Øvrigheden mindst paapasselig. Og det feiler vist ikke, at de ogsaa her i Norge have fundet adskillige Herligheder efter deres Smag, f. Ex. paa Østerdalens og Gudbrandsdalens Sætre. Men her fik de kløgtige Speidere ogsaa en Opdagelse af en anden Natur at melde deres Brødre; de havde vandret igjennem Asien og Europa og stode nu ved Ishavets Bredder; de kunde ikke komme længer; de havde fundet Verdens Ende. De fik nu se til at indrette sig saa godt som muligt i de Lande, der allerede laa for deres Fod.

Ak, de Horder som Vandrelysten havde ført op til vore Grændser, skulde skyndt sig at sige vore Fjelde og Dale Farvel og heller efter andre Tateres Exempel valgt sig det golde

  1. Det kan ogsaa sees af Runebergs vakkre Digt „Zigenaren.“