Sibirien til Hjem; i Norge og Sverige blev deres Liv til en Vandring mellem Galger. I Sverige udkom der i Aaret 1662 en Forordning[1], der bestemte, at disse „Tartarer eller Zigeuner“ skulle gribes overalt, hvor de viste sig, og bringes ud over nærmeste Rigsgrændse (altsaa ogsaa til Norge) med den Besked, at om de kom tilbage, skulde de dræbes; men denne Forordning angiver sig selv kun som en indskjærpende Gjentagelse af en tidligere. Og her i Norge havde en ligedan Fordømmelsesdom alt længe truende svævet over dem. Ligesom i næsten hele det øvrige Europa synes de dansk-norske Konger i det 16de Aarhundrede at have anseet Taternes Udryddelse for en af de vigtigste Statssager; hver af dem skyndte sig strax efter sin Regjeringstiltrædelse med at give Love om dem. I den vigtige Reces af 1536 havde Christian 3die befalet at Taterne inden 3 Maaneder skulde have forføiet sig ud over Grændsen[2]; hans Eftermand, Frederik 2den, havde i Aaret 1561 gjentaget Budet med adskillige haarde Tillæg[3]; i Aaret 1589, Aaret efter at Christian 4des Formynderregjering var dannet, føiedes Dødsdommen til Landsforvisningsloven, og denne udstraktes nu ogsaa udtrykkelig til de indiske Flygtninger i Norge[4]. Man gjenkjender dem ikke blot af det Navn, Loven giver dem, men ogsaa af det temmelig udførlige Signalement, den meddeler. Det hedder: „Vi Christian o. s. v. gjøre Alle vitterligt, at efterdi vi komme udi Forfaring, hvorledes at der udi Riget skulle have sig samlet en hel Hob Thattere, som med nogle Antal fast allevegne omstryge og omløbe, en Sted fra anden, og med deres Bedrageri, Løgn, Tyveri og Trolddom besvige og berøve vore Undersaatter deres
- ↑ Kongl. Stadgar, Stoctholm 1706, S. 329.
- ↑ Christian 3dies Historia af Krag, 1, 508.
- ↑ Danske Magazin, 6te Bind (Kjøbenhavn 1752), S. 56.
- ↑ Aabent Brev af 1ste August 1589, i Uddrag i Paus’s Forordn. in originali i Rigsarchivet i Christiania. Under 31te Mai f. A. var det ligelydende blevet givet for Danmark, hvor det derfor ogsaa optoges i Udgaven af 1590 af Jydske Lov.
