Til en from Kone af mit Bekjendtskab kom for et halvt Snes Aar siden et gammelt, fremmed Kvindemenneske, vaklende ved en Stav, ind paa Kjøkkenet og stillede sig med bedende Miner der ved Døren. Hun skjalv over hele Legemet og var saa overmaade rynket og pjaltet, at Ingen syntes at have seet et saa ynkeligt Syn før. Man spurgte hende, hvad hun hed, og hvor hun var fra; men hun kunde lidet se og høre og tale; hun vidste ikke at give nogen sammenhængende Forklaring. Det lod til, at en uigjennemtrængelig Sløvhed havde lagt sig over hendes Sind, lig den Skorpe af Urenlighed, som bedækkede hendes Hud. Husmoderen havde allerede et Stykke Brød i Haanden for at levere den Fremmede; men ved saaledes mere nær ved at betragte den ynkværdige Skabning fandt hun, at det ikke var den Hjælp, som her gjordes Behov. Hun lod den Gamle, som vel i lange Tider havde gaaet saaledes i Elendighed, lede hen til en brav Nabokone, der dels for gode Ord og Betaling, dels af naturlig Medlidenhed paatog sig det Arbeide at renvaske Mennesket og saa iføre hende noget rent Linned, som sendtes med. Her pleiedes hun paa det Bedste. Hun kom i lunkent Bad og lagdes derefter i en Seng. Hendes Sind syntes beaandet igjen efter Legemets Vederkvægelse; hun saa med klarere Blik omkring sig, talte med lydeligere Stemme, yttrede, at hun befandt sig vel, takkede for alt Godt og sov ind – til den evige Hvile.
Det var, som om Herren netop saa længe havde opholdt det skrøbelige Liv, indtil det sløve Sind først kunde oplives og trøstes ved Fornemmelsen af Medmenneskers Deltagelse og deri fange Haabet om den evige Kjærlighed[1].
- ↑ Man kan jo ogsaa gjerne simpelthen kalde det et rørende Tilfælde; men saa skal man ialfald studse ved at se, hvorledes det samme Til-
