Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/90

Denne siden er ikke korrekturlest
76

folk, og den samme Christian 4de, der i sin Mindreaarighed underskrev Dødsdommen over dem, forordnede senere hen, da han paa en Undersøgelsesreise var kommen helt op til Finmarken og vel mente tilgavns at have studeret Forholdene der, at den Finlap, som overbevistes om at have befattet sig med Ganfluer og andet saadant Troldskab, skulde dræbes, ja at den, som ikke just var overbeviist om, men beskyldt og mistænkt for slig Bedrift, skulde forvises af Landet; den samme Konge indskjærpede ogsaa i den af ham udgivne Landslov de tidligere Dødsdomme over „rette Troldfolk, som sig med Djævelen bebundet have og med hannem omgaaes.“

Det er imidlertid slet ikke værd at klage over nogen Fanterne tilføiet Uret. For det første have de vist gjort sig selv al Flid for at blive anseede som Troldfolk og man kan da sige, at Loven kun tog dem paa Ordet; for det Andet kunde neppe Noget være mere i deres Interesse end saaledes at faa Kongens og hans Raads Attest for, at de virkelig vare, hvad de udgave sig for. Almuen troede sagtens allerede før paa disse sorte Menneskers dæmoniske Magt, men maatte ved denne Lov kun mere forvisses i sin Tro; det er altfor rimeligt, at Bønderkoner nu med større Tillid søgte de Fremmedes Hjælp til at skaffe sig Held med sine Kjør og Faar; ja kanske selve Hedemarkens Adelsfruer gladeligen have hentet Sølvspiseskeer af Skabet for at lønne den sortøiede Sibylle, som spaaede og lovede deres Frøkener et godt Gifte. Og Lovens Trudsler ere neppe blevne til stort mere end Ord. Ligefra Spaakvinden i Endors Tid øves jo Trolddommens Mysterier helst i Enrum og Mørke, og om nu en Lensmand eller Foged alligevel kom over et Taterfølge, og Høvdingen saa for en Spotpris tilbød ham sin i Sverige stjaalne, prægtige Hest, hvorfor skulde saa Embedsmanden endelig dræbe ham? om han lod ham gaa som en reisende Svenske, vilde jo Ingen bagefter kunne paastaa, at det var en Tater; thi hvad Kjendemærke er der egentlig paa en Tater?

Men vel kan man, og det baade for Nationens og Taternes Skyld, meget beklage, at det ikke skulde falde Regjerin-