gen ind paa en anden Maade at forsøge paa at afskaffe Forargelsen. I Tidens Løb havde vel en Del Taterfamilier saaledes slaaet sig fast i vore Bygder, at de maatte agtes før hjemmehørende her mere end noget andet Sted paa Jorden, saa at de havde mere Ret til at være her, og Folket her havde større Pligt paa sig til at tage sig af dem end i noget andet Land. Antallet af disse Familier kan heller ikke have været faa besværligt stort her som f. Ex. i England og Spanien. Det maatte have været et overkommeligt Arbeide at indlade sig med disse Mennesker. Om man i Tide havde mødt dem med Fordomsfrihed og Menneskekjærlighed, skulde det maaske have været muligt at vinde deres Fortrolighed, og et fuldt Kjendskab til deres hele menneskelige Væsen skulde maaske være blevet Middel til at forlige disse Fremmede med det Folk, hvis Midte de nu befandt sig. Jeg tør jo ikke sige for vist, at et saadant Forsøg vilde have faldet aldeles tilfredsstillende ud; men det tør jeg sige for vist, at den skaanselløse Haardhed, hvormed man jagede hine ulykkelige som Vildt, uden at det var dem muligt, selv om de havde villet, at flygte bort (thi i Sverige vilde man jo heller ikke taale dem), denne Haardhed har kun gjort dem endnu mere uvillige til at slutte sig til det Samfund, af hvilket de fra Fødselen af ere blevne forstødte. Hos det christne Folk, som disse Asiater nu gjæstede, lærte de kun end mere at øve sig i al den List og Løgn, som de tidligere havde hjulpet sig frem med. Men herved opstod to Onder, først at ogsaa i vort Land en utalt Mængde Mennesker fødtes, levede og døde som Markens vilde Dyr, dernæst at ogsaa vort Folk ved Synet af hine foragtede eller afskyede Flokke til en Grad, som Ingen kan udmaale, Aarhundreder igjennem vænnede sig til den Ligegyldighed for Menneskeliv og Menneskeværd, som mere end noget Andet strider imod og nedbryder sand Humanitet og Dyd. Og nu har man ikke engang den Trøst, at der dog engang paa en fornuftig og christelig Maade forsøgtes paa at raade Bod paa dette Onde.
Christian 4de maatte nok ogsaa selv erfare, at hans Lov ikke havde formaaet at skræmme alle Tatere ud af hans
