Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/95

Denne siden er ikke korrekturlest
81

skab efter det andet,“ som ikke blot i mandstærke Bander fore om i Bygderne, især tilfjelds og tvang den enfoldige, gemene Mand til at levere ud Alt, hvad Huset formaaede, men ogsaa kom ind til Throndhjem selv, saa det havde været nødvendigt for at blive dem kvit at meddele dem Reisepasse til Bergen, til Jæmtland o. s. v.; der var ogsaa Svensker, som sagde sig at have rømt hjemmefra formedelst Drab eller andre Misgjerninger og nu strøge om paa samme Vis; endelig havde han fanget et meget slemt Følge, bestaaende af to Mandspersoner, „der havde sværtet sig som Sigener“ (ɔ: Tatere), og et med dem følgende Kvindemenneske med 5 Børn. Ved at forespørge sig, hvorledes der skulde forholdes med disse mangeslags Fanter, forklarer Stiftsbefalingsmanden, hvilket ugudeligt, hedensk Liv de føre og – hvad der er værre – opdrage deres smaa uskyldige Børn i, men tillige, hvor aldeles unyttigt det har vist sig at jage dem ud over Grændsen, saasom de, helst tilfjelds, saa let komme ind igjen, og han foreslaar derfor at statuere et Exempel til Afskrækkelse for de Andre ved at sætte den til det nævnte Følge hørende Kvinde med hendes Børn ind paa Tugthuset men Mandfolkene, der saa altfor magelige ud, paa Christiansften Fæstning Det sones næsten, som om den for disse Menneskers Forholde virkelig bekymrede og humant tænkende Embedsmand med Flid har undgaaet at tale om den i Loven satte Dødsstraf. Men Statholderen i Norge mente i sin Betænkning om Sagen, at det „vilde ikkun være Hans Majestæts Cassa til Besværing“ at indsætte disse Sigener i Strafanstalterne, og at saadanne onde Mennesker ikke burde komme sammen med andre Fanger; han foreslog derfor, at Svenskerne vel skulde taales, men at Italienerne skulde jages ud

    ring om, at han hørte til Rommani Folket, som efter et gammelt Tatersagn (se S. 20) netop formedelst Tyrkernes Overmagt havde maattet forlade sit fjerne Hjem og derfor nu som Flygtninger maatte betle sig frem imellem Fremmede? Navnet Rommani kunde let tydes paa Rom i Italien, og Taternes mørke Ansigtsfarve lignede Italienernes.