over Grændserne med Formaning fra Prædikestolene til Almuen om ikke at lade dem slippe ind igjen, og at endelig de sværtede Sigenere i Et og Alt skulde behandles som virkelige Tatere efter Loven, og dette Forslag befulgtes i alle Punkter i Reskr. 23de Aug 1737[1]. Efter denne Afgjørelse er det da at formode, at en blodig Exekution maatte finde Sted.
Men isaafald er det rimeligt, at det har været sidste Gang. Som man ser f. Ex. af Præmisserne til Reskr. 18 Apr. og 25 Septbr. 1744, vedblev Stiftsbefalingsmanden i Throndhjem saalænge at klage over disse Omstreiferbander og begjære Ret til at sætte dem ind paa Fæstningen, indtil det endelig tilstodes ham; men han betegnede dem ikke oftere enten som Italienere eller som sværtede eller virkelige Tatere, men kun som almindelige Landstrygere; og ligesom Embedsmændene for at slippe for de uhyggelige Bøddelforretninger sandsynligvis med Flid undgik at røre ved alt det, der kunde tyde hen paa Omstreifernes Taternatur, saaledes toge nu disse sig vel iagt for at røbe den, end sige for at sværte sig som Tatere, om de ikke hørte til den forbandede Slægt. Fra nu af gik det vel her som i andre Lande, at Taterne vare usynlige som Tatere, undtagen kanske for den enfoldige Almue; de gik ud og ind i Bygderne og behandledes af Øvrigheden som andre Landstrygere, som vel kunde straffes strængt nok, men ikke just dræbes. Rigtignok opfriskedes, som man har seet, den gamle Taterlov endnu en Tidlang i Politiforordninger; men dette var kun ligesom af gammel Vane og fandt vistnok alene Sted paa Papiret; her, ligesom i andre Lande, holdt man op med at tænke sig de underlig omstreifende, sortladne Mennesker som et eget Folkefærd; man ansaa dem som Finner eller andre Fanter, men ikke for de i een gamle Lov saa ilde omtalte Tatere.
Saaledes have Taterne heller ikke ligefrem nogen Skade af, at den nævnte Taterlov, N. L. 3–22–3, egentlig staar
- ↑ De til Grund liggende Indstillinger, hvoraf ovenstaaende Fremstilling er tagen, findes i Rigsarchivet.
