mehørende her hos os, endnu har kunnet bevare sig saa nogenlunde
kjendelige Levninger af denne ubegribelig seige Nationalitet.
Det var en Søndag Eftermiddag strax efter Nytaar 1847, at jeg paa Christiania Tugthus stod i en Kreds af 30–40 Mandsfanger og katechiserede over et Stykke af Luthers Katechismus. Det store Værelse oplystes kun sparsomt af nogle i Midten anbragte Talglys, og der var mørkt og uhyggeligt i Krogene. Men ligesom man kan se Katteøine blinke i Mørke, saaledes opdagede jeg et Par Øine, som netop fra den mørkeste Krog med speidende Opmærksomhed fulgte alle mine Bevægelser, medens jeg gik op og ned ad Gulvet, og jeg blev hel uhyggelig stemt, da jeg tilsidst fandt Manden, som disse Øine tilhørte, og som aabenbar med Flid havde søgt at skjule sig der i Krogen. Det var kun Blinket i Øiet, som havde røbet ham i Mørket; hans Haar, hans stærke Skjæg og buskede Øienbryn var ravnsort, og det lidet af hans Hud, som under den stærke Haarvæxt kom tilsyne, bar en mørkere Farve, end man finder den paa noget almindeligt solbrændt norsk Ansigt; i gamle Dage vilde man ikke betænkt sig paa at kalde ham en „Blaamand,“ og Udtrykket i det endnu ved et svært Ar over det ene Kind vansirede Ansigt med et mere sky end skummelt Blik syntes snarere at tilhøre en fra et fjernt Land tilfældigvis hidført Vildmand end en i vore norske Bygder opfødt Forbryder. Egentlig Forbryder var han heller ikke; medens hans Fangekammerater bare en ensformig graa Tugthusdragt, var han iført sorte Klæder, et Tegn paa, at han, skjønt aabenbart en Mand paa henved 50 Aar, var inddømt til Tugthuset ikke
