brast, saa at Erkebispen styrtede i Afgrunden og forslog sig meget slemt. Bevidstløs blev han baaren til sit Sovekammer, og da han igjen kom til sig selv, mærkede han, at nogle Ribben vare knækkede. Dette bedrøvede ham saameget mere, som det kun var tre Dage til den store Olafsdag (29 Juli), da Folk fra alle Kanter kunde ventes, og Erkebispens Nærværelse særlig paakrævedes. Han vendte sig da i Bønnen til St. Olaf, og se, da Dagen kom og Folket ved Klokkernes Lyd kaldtes sammen til Messen, kunde han lade sig bære til Kirken, Smerterne lindredes og Kræfterne tiltog. Han kunde lade sig iføre sit Skrud og deltage i Processionen, ja endog holde sin Tale, udføre Messen og de øvrige Forretninger. Snart vandt han sin fulde Styrke tilbage.
Denne Kirkebygning har naturligvis været kostbar, og Fordringerne til en Kirkefyrste, der skulde lønne talrige Skarer af Hirdmænd og Tjenere, vare store. Vistnok er ogsaa Domcapitlets Oprettelse i det mindste delvis skeet paa Erkestolens Bekostning. Eystein, der i Udlandet maa have seet, hvorledes erkebiskoppelig, kirkefyrstelig Hofholdning tog sig ud under større Forhold, var sikkert gjennemtrængt af den Overbevisning at et saadant Udstyr af en Metropolitans Stilling var uomgjængelig nødvendigt for Kirkens Tarv. Han indsaa, at der maatte større Midler til, og saa sig om efter en ny Indtægtskilde. En saadan fandt han i en Forhøielse af det geistlige Sagefald. Hidtil havde Bøder saavel til Kirken som til Biskopperne været betalt med Penge, der kun svarede til Halvdelen af den Værdi, de egentlig skulde have („sakmeten Øre“). Eystein satte imidlertid ved Forhandlinger med Bønderne (rimeligvis paa sine Visitatsreiser[1]) igjennem, at de paa Thingene forpligtede sig til herefter at betale Bøder og andet Sagefald efter fuld Sølvværdi. At dette maatte vække Misundelse og Uvilje hos Kongemagten, der fremdeles maatte lade sig neie med Betaling i slet Mynt, siger sig selv.
Vi have seet, at Eystein i sin Tid havde været Kong Inges Cappellan og Fehirde, og at han skyldte denne sin Ophøielse. I Eysteins Indvielsesaar var Inge falden ved Oslo (4 Febr. 1161). Efter nogen Tids Kamp mellem dennes tidligere Parti, der nu lededes af Erling Ormssøn paa hans Søn Magnus’ Vegne, og Haakon Sigurdssøn (Herde-
- ↑ Det berettes udtrykkelig, at han reiste til Haalogaland i den Anledning, Fagrskinna cap. 268.
