bred), seirede Erling. Hvorledes Eysteins politiske Stilling var mellem Partierne, hvis afgjørende Kamp havde fundet Sted 1162, er ikke aldeles klart. Han havde vel været i Inges Tjeneste, men Thrøndelagens bedste Ætter, til hvilke Eystein var saa nær knyttet, og hvem han skyldte den nysomtalte store Forøgelse af sine Indtægter, havde altid været af det Sigurdske Parti og vedbleve stadig at helde til dette. Fagrskinna lader Erling sige til Erkebiskoppen, at „det ikke havde været meget mod hans Raad, at Magnus blev tagen til Konge“, og lader Eystein svare, at han vistnok ikke vilde modsætte sig Magnus’s Kongedømme, hvis Thrønderne ikke fandt sine Love krænkede ved at en Mand blev Konge, som ikke var Kongesøn. Erling, som først havde udtalt sin Misfornøielse med Sagefaldets Fordobling, bad nu Eystein om, at Magnus maatte blive kronet, hvorved hans Legitimitet vilde faa en overordentlig Støtte.
Ved dette Forslag havde Erling givet Hierarchiet i Norge en Chance af meget vidtrækkende Betydning og Erkebiskoppen undlod ikke at udnytte Situationen til det yderste. Han kunde stille sine Betingelser for Kroningen, og Erling vilde være nødt til at gaa ind omtrent paa ethvert Forlangende. Der opholdt sig just nu en (som det maa antages i 1163) ankommen pavelig Legat i Norge. Hans Navn var Magister Stephanus ab urbe veteri (ɔ: Orvieto). Hensigten med hans Sendelse er intetsteds angiven, og jeg skulde nærmest tro, at Stephanus kun har været en Legat af ganske underordnet Rang, ingen legatus a latere og allermindst at sammenligne med de store Legater, vor Historie kjender i Nicolaus Brekespere og Vilhelm af Sabina. Jeg er tilbøielig til at antage, at Stephanus egentlig kun reiste om for at samle Penge til den haardt betrængte Alexander III, der længe havde opholdt sig og fremdeles levede i Landflygtighed i Frankrige, hvorfra han først i Slutningen af 1165 kunde vende hjem til Rom. Har Legaten imidlertid kunnet øve nogen politisk Indflydelse, da har denne selvfølgelig ene været anvendt i den af Paven yndede Eysteins Interesse.
Kroningen fandt, som bekjendt, Sted 1164 i Bergen og ifølge de nyeste Undersøgelser sandsynligvis ved Paasketid. Samtlige norske Biskopper saavelsom Legaten vare tilstede ligesom de verdslige Høvdinger, Lendermændene, og Gulathinget, hvis regelmæssige Samlingstid var Thorsdag i Paaskeugen, var vistnok samtidig indkaldt.
