Side:Festskrift udgivet i Anledning af Trondhjems 900 Aars Jubilæum 1897.djvu/104

Denne siden er ikke korrekturlest


Eystein stod nu paa sin Magts Høide, og i de nærmeste Aar har han vistnok udfoldet en rig og udstrakt Virksomhed og vistnok ikke anet, at han skulde opleve saadanne Gjenvordigheder, som han siden maatte døie.

Han har troet sig stærk nok til at skabe en ensidig geistlig Lovgivning paa Grundlag af den canoniske Ret, hvis Studium netop dengang ivrig begyndte at drives og for ikke lang Tid siden var bragt i System ved Gratians Decretum. Han forfattede en saadan Lovbog, der siden paaberaabtes af hans Eftermand Erik, men som nu er tabt; den kaldtes Gullfjøðr. Men det er dog ikke rimeligt, at denne Lov selv under en saa svag Konge, som Magnus Erlingssøn, nogensinde har fundet formelig Anerkjendelse fra Statens Side.[1]

Medens vi ikke høre noget om Eysteins Forhold til sit egentlige Domcapitel, erfare vi derimod, at han interesserede sig meget for det Convent af regulære Kanniker, som, uden Tvivl stiftet af ham, fremstod paa Elgeseter (sancta sedes) paa den anden Side af Nidelven. Derhen flyttede han den gamle, af Harald Haarderaade anlagte Mariakirke. 1182 var Klosteret ifølge Sverres Saga i fuld Stand, men da Eystein, som det vil sees, i hele Tiden fra 1179 til 1183 var borte fra sit Sæde, er det tydeligt, at Anlægget har fundet Sted flere Aar tidligere. At flere Thrøndere, som nedenfor skal anføres, have opholdt sig i St. Victors Kloster for regulære Augustinere i Paris, gjør det efter min Mening ret sandsynligt, at Tanken om Elgeseters Anlæg staar i Forbindelse hermed, og at St. Victor har været det norske Convents Forbillede.

Med Pave Alexander III vedligeholdt han Forbindelsen. Et Brev af denne, hvori Eystein kaldes Legat, have vi omtalt. Et andet, desværre udateret, kjendes i Uddrag. Det gaar ud paa at, da Norge ikke er meget frugtbart og for en væsentlig Del maa søge sin Næring fra Havet, men Fiskerierne have givet usædvanlig ringe Udbytte, skal det være Almuen tilladt paa Søndage og andre Festdage, dog

    at han endog kunde naa saa høit op, som til at nævnes foran Biskopperne. Imidlertid maa det ikke glemmes, at under Haakon Sverressøn omtales Indrømmelserne til Kirken i 1164 som „Eder, svorne for Legaten“, (der i et Haandskrift forvexles med en senere Legat, Fidentius). Man har altsaa paa den Tid, men maaske urigtigt, villet gjøre Legaten til en Hovedperson.

  1. Zorn, Staat und Kirche in Norwegen S. 39.