Side:Festskrift udgivet i Anledning af Trondhjems 900 Aars Jubilæum 1897.djvu/110

Denne siden er ikke korrekturlest

indføre regulære Kanniker efter Augustins Regel i Kongehelle Kirke imod at skaffe de clerici, som hidtil havde indehavt den, Forsørgelse paa Livstid. Klostret stod ellers ogsaa i Forbindelse med Ebelholts ligeartede Stiftelse i Sjælland og har maaske derfra modtaget sine første Kanniker.

I 1187 blev Eystein syg om Høsten og laa tilsengs. Da han følte sig Døden nær, sendte han Bud efter Sverre, og de havde en lang Samtale. Sverres Saga fortæller, at „Erkebiskoppen bad Kongen om at tilgive ham alt det, han havde handlet utilbørlig imod ham, og at de forligtes i alle Dele“. For Troværdigheden heraf er da Sverre selv eneste Hjemmelsmand, men det falder lidt vanskeligt at tro, at den gamle Prælat i den Grad skulde have skiftet Sind, som Tilfældet maatte være, ifald denne Beretning var fuldt sandfærdig. Den. 26de Januar 1188 døde Erkebiskop Eystein efter en mærkelig Regjering. Han blev begravet i Domkirkens Skrudhus.

Mellem alle Norges Erkebiskopper er Eystein den eneste som kan siges at have et literært Navn. Vi have seet, at han har nogen Andel i Tidens engelske Historieskrivning, forsaavidt angaar norske Sager. Derhos er han Forfatter af de ovenfor citerede latinske Optegnelser om St. Olaf og hans Jertegn. Disse Legender bleve senere tildels oversatte, ikke alene i det norske Sprog, men ogsaa i fremmede, saa at de kunne siges at have faaet en europæisk Udbredelse. Hans Forfatterskab var imidlertid ukjendt lige til 1880, da Englænderen Fredrik Metcalfe, fellow i Oxford, fremdrog dem af en Membran, indbunden i Sælskind og rimeligvis stammende fra Lyse Kloster, der stod i jevn Forbindelse med Norge. Haandskriftet, som Metcalfe udgav i det følgende Aar, indeholder imidlertid foruden de tidligere bekjendte, hidtil anonyme Ting adskillige før 1880 ganske ubekjendte Sager. Vi have anført Eysteins Fortælling om, hvad der hændte ham selv, da han faldt ned ved Domkirken. Man vil desuden finde Beretninger om Olafs-Mirakler i Forfatterens Tid i Rendalen, paa Gaarden Udtorgar i Haalogaland, i Liuxa (Øen Lexen), i Ringsaker, ved Fiskerierne i Lofoten o. s. v. Flere Fortællinger indeholde interessante Enkeltheder af culturhistorisk Betydning.[1]

  1. En ny Udgave af disse Eysteins Skrifter tør imødesees i et paatænkt Supplement til de af G. Storm udgivne Monumenta hist. Norv.