I Slaget ved Holmengraa (1139) havde foruden andre Islændinger
ogsaa kjæmpet to Brødre, Ivar Skrauthanke og Jon Kauda; Sønner
af Kalf den Range, men paa forskjellig Side, idet Ivar stadig
havde fulgt Kong Magnus Blinde, medens Jon kjæmpede for Inge
og Sigurd Haraldssønner. Ivar, der kun undgik Døden ved at flygte
over paa Broderens Skib, blev siden Biskop i Nidaros (den næstsidste
før Erkesædets Tid) og var Fader til Erkebiskop Erik, der vistnok var
fedt længe før 1139 og altsaa, medens Faderen endnu ikke var indtraadt
i geistlig Stand.
Det første Spor, vi finde af Erik Ivarssøn, er, at han 1150 skal være indtraadt i St. Victors Kloster i Paris for regulære Augustinere af streng Observants.[1] Hvorlænge han her har opholdt sig, er ubekjendt, men Efterretningen er interessant. Han er den første Nordmand, som med Bestemthed vides at have studeret i Paris, og fra nu af kan i længere Tid spores Forbindelser mellem Norge og det berømte Kloster St. Victor.
Derefter tabe vi Erik af Syne, indtil vi igjen møde ham i Norge og det som Biskop af Stavanger. Denne Stilling synes han at have opnaaet senest 1171 eller 1172, da hans Forgjænger i Stavanger Aamunde omtales som forhenværende Biskop.[2] Om Eriks Færd i Stavanger vides, at han, ligesom sin Erkebiskop Eystein, hørte til
- ↑ Scr. R. D. I, 340: Henricus, Archiep. Nidrosiensis fit religiosus S. Victoris. Naar Munch (N. F. H. II 864) har villet gjøre Henricus (en almindelig latinsk Gjengivelse af Erik) til Reidar, da er dette ganske vilkaarligt og urimeligt, medens Eriks Ophold i St. Victor ogsaa kjendes af andre Kilder. (Norsk hist. Tidsskr. 3 R. III 404)
- ↑ Se herom Munch N. F. H. III 129. Dipl. Svec. I, 88.
