Side:Festskrift udgivet i Anledning af Trondhjems 900 Aars Jubilæum 1897.djvu/116

Denne siden er ikke korrekturlest

Valg og præsenteret ham til ordination. Heller ikke Navnet paa denne Sverres Candidat forekommer mig at kunne angives med Sikkerhed, thi at det, som man har antaget, skulde være den Njaal, som omsider virkelig blev Stavangers Biskop, er idetmindste ikke bevisligt. Erik kan i alle Fald ikke have ordineret den Mand, hvem han saa stærkt angriber.

De følgende Aars Begivenheder, der angaa den norske Kirke i Almindelighed, skulle kun kortelig berøres. Clemens III’s Død og Eftermanden den ældgamle Coelestin III’s mangehaande andre Interesser medførte, at der fra Curiens Side for det første ikke foretoges noget i den norske Sag, og Landets øvrige Biskopper forbleve, som bekjendt, i nogle Aar hjemme i Norge, hvor de paa egen Haand og som det maa antages, uden Hensyn til Metropolitanens Rettigheder indviede en Biskop til Bergen paa Kongens Forlangende, ja i 1194 endog bekvemmede sig til at krone Sverre. Og en af dem, Thore af Hamar, drog i det følgende Aar med Magister Richard, sendte til Rom, og som det hedder i Kongens Interesse.

    angers Bispestol, der blev bigama, naar en ny Mand skulde indtrænges efter et lovligt Valg paa en anden. Heri kan jeg ikke værre enig. En Domkirke betegnes vistnok undertiden som Biskoppens Brud, men neppe vilde man have brugt det stødende og plumpe Udtryk uxor, snarere vel sponsa. Dertil kommer, at der jo paaberaabes pave Hadrian IV’s Bestemmelser om Geistliges Ægteskab, hvilket denne, som bekjendt, ikke ligefrem skal have forbudt, men at man her alene kan tænke paa Ægteskabet i egentlig Forstand, er jo ikke tvivlsomt. Jeg forstaar derfor Udtrykkene bogstaveligt som ogsaa Munch (III, 260) her heldet til. (I Dipl. Norv. VI p. 8, 20de Linie bør for bigamam læses bigamiam?) Forøvrigt frembyder denne Stavangersags Historie endnu flere Vanskeligheder. At Nicolas af Erik skulde være indviet til Stavanger og derfra uden pavelig Tilladelse forflyttet til Oslo, vilde i den Grad stride mod den canoniske Ret, at det umuligt kan tænkes at have fundet Sted. Der gives ogsaa et Pavebrev, som hidtil ikke er paaagtet af vore Historikere, men som her er af stor Interesse, ihvorvel det skaber nye Gaader. Dette Brev (Jaffé, Regesta pontificum ed. 2 II, p. 565) er af Clemens III, men udateret. Det er stilet til Episcopus electus Allocensis (hvilket vist er = Oslo; ogsaa i Dødingers Liste over Bispedømmerne og deres Taxer (Beiträge z. polit. etc. Gesch. der sechs lezten Jahrhunderten II) findes Ollozensis for Asloensis). Den udvalgte Biskop maa have været Nicolas. Her omtales, at en comes H. (Erik, Ericus, Hericus, Henricus) har ladet en Præst, der udgav sig for at være Kongesøn, pidske og hænge i en Galge, og at en baro (Lendermand) efter Mordet paa Præsten er gaaet i Kloster. Imidlertid passer ikke denne Beretning paa nogen af de i Sverres Saga omtalte Thronprætendenter, og Sammenhængen bliver altsaa dunkel.