Side:Festskrift udgivet i Anledning af Trondhjems 900 Aars Jubilæum 1897.djvu/119

Denne siden er ikke korrekturlest

været Sverre fiendsk, var den Erlend, der foruden at have en Præbende ved Domkirken ogsaa var Sognepræst til Korskirken i Nidaros. Han havde meget at sige i Byen og havde ofte været i Trætte med Kongen om Erkebiskoppens Sag. Han er neppe bleven mindre forbitret paa Birkebenerne, da Philippus Jarl forførte hans unge og fagre Hustru og fik hende ned til sig i Oslo, hvor imidlertid dette Forhold kom til at volde Jarlens Død. Denne Erlend er, saavidt mig bekjendt, den første Chorsbroder i Nidaros, hvis Navn er bevaret.

Ved Sverres Død 1202 forandredes, som bekjendt, den norske Krones og Kirkes Forhold. Haakon Sverressøn kaldte Biskopperne tilbage, de fulgte Indbydelsen, og der skabtes en Art Overenskomst i svævende Udtryk, som enhver af Parterne kunde fortolke paa sin Vis,[1] men som dog for lange Tider bragte Striden mellem Kongemagten og Kirken til at hvile. Erkebispen løste nu naturligvis Sverres Tilhængere, deriblandt selve den nye Konge, fra Bannet og Landet fra det Interdict, hvori det var faldet. Men da Pave Innocents erfarede dette, blev han meget harmfuld og gav disse Følelser Luft i et Brev af 24 Januar 1204. Vistnok maatte han glæde sig over „den voldsomme Usurpator“ Sverres Død, men „med største Forundring“, skriver han, „have vi erfaret, at Du, Broder Erkebiskop, ikke har taget i Betænkning paa egen Haand dumdristig at absolvere den nye Konge og hans Consorter fra den Excommunications-Dom, hvorunder de ved vor Kjendelse vare faldne. Det tilkom ikke i nogen Maade Dig, og Du har handlet paa en Abes Viis, der efterligner et Menneskes Handlinger. Og ikke alene Du er falden i Vildfarelse, men ogsaa de, der staa i den falske Formening, at de ere afløste. Derfor paalægger vi Dig og befaler Dig, at Du forkynder disse, at denne Absolution er tom og magtesløs, og derefter absolverer dem efter Kirkens Former paa vore Vegne“.[2] Men allerede paa den Tid, da dette Brev udgik fra Curien, var Kong Haakon død, og Sagen havde vel derved tabt det meste af sin praktiske Betydning.

Da Guttorm Sigurdssøn toges til Konge, spillede Erik derved ingen Rolle, men træder desto mere i Forgrunden, da kort efter Inge

  1. N. G. L. I. 444.
  2. Dipl. Norv. VI. No. 9.