Side:Festskrift udgivet i Anledning af Trondhjems 900 Aars Jubilæum 1897.djvu/123

Denne siden er ikke korrekturlest

Præster, som gaa i Krig og udgyde Blod; de skulde afsættes, om de ikke paa Erkebispens Formaning ophørte hermed.[1]

Nogen Tid efter Thores Hjemkomst stiftedes et nyt Kloster inden Erkestiftets Grændser. Det var Tautra, det tredie og sidste Mandskloster for Cisterciensere i Norge. Det grundlagdes af Munke fra Lyse ved Bergen 29 Marts 1207 og var snart et af de mest ansete i Norge. Naar det har været sagt, at denne Orden var ganske „eximeret“ fra biskoppeligt Overherredømme og erkjendte som sin Øvrighed kun Paven og Generalabbeden i Cistertium,[2] da er dette neppe ganske rigtigt, navnlig for Nordens Vedkommende. Iethvert Fald stode Klostrene ikke i det trettende Aarhundrede, saaledes som siden Tiggerordenerne, i en saadan uafhængig Stilling, men hørte under Diocesanbiskopperne.[3]

Thores Tiltrædelse til Embedet indtraf under den fornyede Kamp mellem Birkebener og Bagler. Som Vikværing og fordums Chorsbroder i Oslo have Thores Sympathier vel mest været paa det sidstnævnte Partis Side. Det kan heller ikke nægtes, at hans Færd i Bergen 1207, da han bevægede Birkebeinerne til at overgive den beleirede Borg, som han derpaa fik opbrændt, gjør Indtryk af, at han i Grunden stod paa Baglernes Side; ved denne Leilighed tog han forøvrigt den unge Skule og de fornemme Kvinder af Birkebenernes Parti til sig, siden ogsaa Kongesønnen Haakon. Samme Aar fik han i Nidaros Besøg af sin gamle Herre Biskop Nicolas, der nu ønskede Fred mellem Partierne. Hertil bidrog da ogsaa Erkebiskoppen, og ved Forligsmødet paa Hvitingsø (1208) optraadte han som en Art Advocat for Kong Inge, medens Nicolas naturligvis talte sin Søstersøn Philips Sag. Philip sees siden at have klaget i Rom over Inge, men Innocents III’s Brev i den Anledning, der er stilet til Erkebiskop Thore, viser, at Paven ikke for Tiden vilde blande sig i de norske Fyrsters Mellemværende.[4] Senere synes Erkebispen nærmest at have sluttet sig til Haakon Jarl. Han medvirkede (som vi have seet i Forening med For-

  1. Dipl. Norv. VII No. 5–8. VI No. 10–11.
  2. Saaledes hos Lange, De norske Klostres Hist., 2 Udg. 29.
  3. Se C. Paludan-Müller i det danske Videnskabsselskahs Skrifter 5 R. Hist.-philos. Afd. IV, 335. – Et nyere og aldeles phantastisk Sagn om klostrets Anlæg findes i O. St. Hansens Skrift: Bygdefortælling, Optegnelser fra Tydalen, S. 32 flg.
  4. Dipl. Norv. VI No. 12.