Riget godtgjorte. Han anbefaler samtidig til Kongens Gunst den unge Kongesøn Guttorm Ingesøn, der hermed forsvinder af Historien. Jeg tror dog paa et andet Sted at have godtgjort, at Efterkommere af denne Kongesøn kunne gjenfindes indtil henimod Aarhundredets Udgang.[1]
Aaret efter hint Rigsmøde døde Erkebiskop Guttorm (6 Febr. 1224).
Af mærkelige Begivenheder i hans Regjeringstid forøvrigt kan først anføres, at han erhvervede for Erkestolen den vigtige Rettighed at slaa Mynt ved egen Myntmester, dog af saadan Renhed og Størrelse, som af Kongen maatte bestemmes og „saalænge Erkebiskopperne ville være Kongens Venner“; vi vide ogsaa, at Retten, da denne sidste Betingelse ikke opfyldtes, for meget lange Tider blev tagen tilbage. Brevet herom er bevaret, men savner, som hyppigt er Tilfælde, Sted og Datum. Naar man har henført det til „ved 1220“, da er dette vilkaarligt.[2] Sandsynligere turde det være, at Rettigheden er indrømmet efter den omtalte Forklaring mellem Haakon og Guttorm i 1222, maaske efter Rigsmødet 1223. I Danmark havde Erkebispen af Lund allerede under Erik Eiegod opnaaet Andel i Mynteretten, hvilken der ogsaa har været indrømmet andre Biskopper, medens den i Norge aldrig er udøvet af andre Prælater end Erkebiskoppen.[3]
Dernæst maa vi erindre, at man under Guttorm finder de første Spor af Tiggermunkes optræden i Erkestiftet og i Norge overhovedet. En Dominikanermunk, Salomon fra Aarhus, kom ved tilfældige Omstændigheder til Nidaros 1221, hvor Skule Jarl tog sig af ham.[4] Det er muligt, at et Kloster for Brødre af denne Orden allerede strax er grundlagt i Byen, men Sikkerhed for dets Tilværelse haves ikke førend et Snes Aar senere, i 1240.[5] Det var dog da i fuld Virksomhed og altsaa vel idetmindste nogle Aar gammelt.
Erkebisperne havde Ret til at visitere de øvrige Biskopper i Kirkeprovindsen. Man finder 1221, at Pave Honorius III paalægger
