Side:Festskrift udgivet i Anledning af Trondhjems 900 Aars Jubilæum 1897.djvu/130

Denne siden er ikke korrekturlest


I Rom lykkedes det Peter at opnaa Pavens Udnævnelse, der altsaa, da den ophævede Chorsbrødrenes Valg, er skeet ved Provision. De fleste Annaler sætte hans Indvielse til 1225, hvilket vel er rigtigt, da han først ud paa Høsten dette Aar kom tilbage. Han lagde Hjemreisen over England. Kongen modtog Efterretningen om det heldige Udfald af Peters Romerfærd af den gamle Birkebeinerhøvding Jon Staal, der havde været som Pilegrim hos St. Thomas i Canterbury, og takkede Gud derfor, ligesom han strax skrev et Lykønskningsbrev til den nye Erkebisp.

Peter af Husastad var af en meget fornem Æt, „Standale-Ætten“. Han hørte hjemme paa Gaarden af dette Navn paa Inderøen. Faderen, der ei nærmere kjendes, hed Brynjulf og var igjen Søn af Lendermanden Baard Standale Brynjulfssøn paa Haraldssønnernes Tid. Peters Moder var Sigrid, Datter af Lendermanden Peter Burdarsvein, der havde været en af Kong Sigurd Haraldssøns Formyndere.[1] Ligeledes var Peter, om end fjernere, beslægtet med Erkebiskop Eystein.[2] Han var, da han drog til Rom, Chorsbroder i Nidaros, hvilket sees dels af det ovenfor omtalte Myntprivilegium, hvori han kaldes Peter Brynjulfssøn, dels deraf, at han som Deltager i Rigsmødet i Bergen opføres mellem Chorsbroderen Mag. Bjarne og Erkebispens Raadsmand Eystein. Sandsynligvis har han været gift, førend han indtraadte i geistlig Stand.

Han var da nu Erkebiskop og skyldte Kongen sin Stilling. I Begyndelsen vare derfor ogsaa Skule og Chorsbrødrene meget misfornøiede med hvad der var skeet. De skrev ifølge Haakons Saga til Kongen og klagede over, at „den Bedrager Peter havde kjøbt Erkebiskopsnavnet for den hellige Olafs Penge“, ja de vilde endog have ham straffet i Lighed med „andre“ Bedragere. Disse Ytringer ere mærkelige. Først synes de at vise, at det var blevet bevaret som en Hemmelighed, at Kongen havde medgivet ham sin Anbefaling til Paven, hvorfor man altsaa i Nidaros hele Tiden har følt sig sikker paa, at Sigurd skulde komme igjen som Erkebiskop. Og dernæst have vi maaske her det første udtrykkelige Vidnesbyrd for den norske Erkestols Vedkommende om, at den pavelige Confirmation og Palliet vare for-

  1. G. Storm i Norsk hist. Tidsskr. 2 R. IV. 149. 178.
  2. Fagrskinna cap. 215.