døde nemlig Erkebispen efter kun et Aar at have indehavt sin Stilling. Kort før sin Død maa han have udført en Række Bispeindvielser. Annalerne angive nemlig, at fire Biskopper dette Aar indviedes, nemlig Simon til Suderøerne, Arne til Bergen, Askell til Stavanger og Orm til Oslo. Denne sidste var Nicolas’s Eftermand. Navnet minder om dennes Halvbroder Orm Kongsbroder, og han har maaske været sin Forgjængers Frænde, hans „Nepot“.
Peter efterlod en maaske ægtefødt Søn Sigurd, almindelig kaldet Biskopssøn. Denne var allerede 1239 Sysselmand i det nordenfjeldske, stod paa Haakons Side under Kampen med Skule og var 1247 ved Kroningen den yngste af de tilstedeværende ni Lendermænd. Ikke destomindre var han en af de fire blandt disse, der nød den Ære at indbære den første Ret ved Festmaaltidet. En af de øvrige var Gunnar, som ligefrem kaldes Kongsfrænde, men ogsaa om de tre andre, deriblandt Sigurd, tror jeg at have paaviist, at de (gjennem Besvogring) maa have staaet Kongehuset nær.[1] Jeg antager, at Sigurd har været gift med en Kvinde af kongeligt Blod, og dette anseer jeg saameget sandsynligere, som der senere (1319) forekommer en Ridder Hr. Sigurd Jonsson, der i sit Vaaben fører en Bispehue og en Krone.[2] Han har, som jeg formoder, været en Sønnesøn af Sigurd Biskopssøn, og vaabenet synes da let forklarligt.
- ↑ Se mine Afhandlinger om Munaan Biskopssøn i Norsk hist. Tidsskr. 3 R. III og om Reinsætten sammesteds 3 R. IV.
- ↑ Saml. t. N. F. og Sp. Hist. I. 167, hvor Munthes Gjetning, at Sigurd skulde være Søvn af Erkeb. Jon Raude vistnok er ganske urimelig. I Ramus’ Norriges Beskrivelse S. 217 omtales en Ligsten ved Saxhaug Kirke paa Inderøen, som maa vedkomme Peters Familie, uvist dog paa hvilken Maade. Nicolaysens Bemærkning (Fornlevninger 641) kan ikke bifaldes, og at Erkebispen skulde være begravet andetsteds end ved Domkirken er lidet rimeligt.
