sønner og, følgende sine Fædres Exempler, indgik de ogsaa selv Ægteskab eller holdt Friller. Og naar Præster døde, satte deres Sønner (eller Frænder) sig i Besiddelse af deres Kirken tilhørende rørlige Gods. Præsterne sagde, at de ikke paa nogen Maade kunde holde ud uden Forbindelse med og Tjeneste af Kvinder.“ Cardinalen paabød da Coelibat og Separation under Bansstraf, dog saa at Præster og Kvinder over 50 Aar maatte faa Lov til at bo sammen, naar de aflagde Løfte om continentia. Disse Cardinalens Iagttagelser i Sverige bidrage i væsentlig Grad til at kaste Lys ogsaa over norske Forhold.
Ved Curien var Suderøernes Bispestol ledig. Den besattes med en Kannik fra St. Andrews i Skotland, hvem Sørle selv indviede under sit italienske Ophold. Men ogsaa Hamars Bispestol var ledig efter Kong Haakons tidligere nævnte Uven Paal († 1251). Capitlet havde til hans Eftermand valgt („postuleret“ Thord (Teodorus), og denne reiste, uvist naar, til Curien. Det brugte Udtryk „postuleret“ vidner om, at han ikke uden videre kunde „vælges“ og derefter indvies paa egen Haand af en norsk Erkebiskop. Paven casserede ogsaa Postulationen og overdrog mundtlig (viva voce) Sørle at udsee en anden. Denne valgte saa en Prædikebroder Peter, som ogsaa var personlig tilstede, hvilket Paven bekræftede. Thord maatte nøie sig med, at Paven ved Provision gav ham en Kirke paa Hedemarken, rimeligvis Roko i Løiten.[1]
Sørle kom ifølge Haakons Saga hjem samme Aars Sommer. Han landede i Tønsberg, hvor Dronning Margrete skaffede ham et let Skib, hvormed han, ledsaget af den nye aabenbart i Erkebispens Følge fra Curien tilbagekomne Hamarbiskop Peter og de øvrige norske Biskopper, opsøgte Kongen, der laa ved Ekerøerne paa den daværende sydlige Rigsgrændse. Siden kom Erkebispen til Nidaros og har der om Vinteren været stadig sammen med Kong Haakon, men det var ham ikke beskikket at virke længe i sin Stilling. Han døde allerede 1 Mai 1254. Før sin Død havde han bekræftet[2] den Gave til Chorsbrødrenes Fællesbord vi ovenfor have omtalt. „Præbenda Serlonis“ mindede ogsaa om ham endnu efter Reformationen.
