Ved den nye Ledighed faldt Chorsbrødrenes Tanker paa en Mand
udenfor deres egen Midte, Abbeden af Tautra, Birger. Allerede
hans Egenskab af Klostermand gjorde det dog nødvendigt kun at postulere
ham, thi vælges kunde en Munk ikke. Men hertil kom endnu
at Birgers uægte Fødsel (han var endog Præstesøn) tiltrængte endnu
en særlig Dispensation. Capitlet havde været alt andet end fornøiet
med Einar, der, som vi hørte„ havde berøvet dem de til fælles Bordhold
skjenkede Tiender. Derfor var ogsaa Gjenerhvervelsen heraf deres første
Tanke, og vi finde ganske rigtigt, at det nyvalgte Erkebiskopsemne
allerede før han drog afsted for at søge Bekræftelse, har maattet udstede
et Brev i denne Anledning. Brevet aander megen Uvilje mod
den nys afdøde Einar. Hans Navn faar ikke engang det sædvanlige
Tillæg bonæ memoriæ, der i samme Brev tilføies Sørles Navn, hans
Færd kaldes uretfærdig og uforstandig og det hedder, at han har handlet
svigefuldt og vilkaarligt (dolo simul usus et potentia.[1])
Endvidere udvirkede Birger et Forlig mellem Præsteskabet og Prædikebrødrede i Nidaros, hvis Kloster vi ovenfor have omtalt under Erkebiskop Guttorm. Dominicus’s Orden var endnu i sin Ungdomskraft og dens Nidkjærhed og Fromhed havde skaffet den Venner og Anseelse. Den nys afdøde Konge havde begunstiget dem, men den sekulære Geistligheds Misundelse var ogsaa tidlig bleven vakt. Præ-
- ↑ Dipl. Norv. III. No. 8 (udateret).
