Side:Festskrift udgivet i Anledning af Trondhjems 900 Aars Jubilæum 1897.djvu/153

Denne siden er ikke korrekturlest

dikebrødrene havde vistnok snart forstaaet at skaffe sig Indgang i Menighederne paa Præsteskabets Bekostning, tildels vistnok ikke uden Lighed med visse Lægprædikanter i vor Tid, og saavel Præsterne i Almindelighed som ogsaa Chorsbrødrene klagede over dem. Birger fik Munkene til at love herefter at omtale de „lærde“ Mænd for Almuen med Agtelse og at respektere deres Rettigheder i det Hele.[1]

Men ligesaalidt som det 40 Aar tidligere var lykkedes Abbed Sigurd af Tautra at blive Erkebiskop, ligesaalidt opnaaede Birger at komme i virkelig Besiddelse af den høie Stilling. Valget synes at være foregaaet uden Kongens Samtykke, og da Birger traf Magnus i Bergen, „talte de ikke stort med hinanden“.[2] Derpaa drog han til Curien, men var ikke heldig der. Pave Urban IV. døde 2 Octbr. 1264, og Eftermanden Clemens IV blev først valgt 5 Febr. 1265. Den nye Pave forkastede ved en Bulle af 18 Marts s. A.; udstedt i Perugia, Birgers Valg, idet han paaskjød Manglerne ved hans Fødsel, hvilket gjerne alene kan have været et Paaskud, medens den sande Grund kan have været Underhaandspaavirkning fra Kong Magnus’s Side. Chorsbrødrene havde nu ved at anvende Postulationen tabt sin Valgret for denne Gang, og Paven udnævnte da fire Valgmænd, alle norske Klosterforstandere: Abbederne af Lyse og Nidarholm, Prioren for Prædikebrødrene i Nidaros og Custos for den allerede nu i Norge, om end neppe endnu i selve Nidaros, indkomne Minoriter-(Franciskaner)-Orden[3] Birger omtales ikke mere. Samtidig med Birgers Postulation maa der være overbragt Paven en Ansøgning fra Capitlet om hans apostoliske Beskyttelse. Denne blev ikke afslaaet og meddeltes 30 Marts 1265.[4] De fire Klostermænds Valg eller Postulation faldt paa Biskoppen af Oslo, Haakon, og hermed har Kongen udentvivl faaet sit Ønske opfyldt. Om dennes Herkomst vides Intet, dog tør man formode, at han har hørt hjemme i sit forrige Stift Oslo og været af god Æt. Her skjænkede han nemlig 1264 Jordegods til sit Capitel i Oslo for sin unævnte Moders Sjæl.[5]

  1. Dipl. Norv. I No. 59, hvori Udgiverne synes et have tillagt Capitlets Forhold til munkene for stor Betydning i Sammenligning med Præsteskabet i det Hele.
  2. Dette er den sidste Efterretning om vore Erkebisper, der kan hentes fra Kongesagaerne.
  3. Dipl. Norv. VI No. 33.
  4. Dipl. Norv. II No. 11.
  5. Dipl. Norv. III No. 7.