Et Par Maaneder efter Haakons Bortgang skrede Chorsbrødrene ifølge
Annalerne til Valg (28 Oct. 1267) og kaarede sin Medbroder Jon
Raude, vistnok den samme Jon, der havde hentet Forgjængerens
Pallium. Om hans Herkomst vides Intet, heller ikke om hans Studeringer.
Jon maatte naturligvis som Erkebiskopsemne atter drage til Curien,
men enten maa Reisen have været opsat i nogen Tid; eller Opholdet
hos Paven have været langvarigt, thi vel er Bekræftelsesbrevet dateret
24de Juni 1268[2], men først Juledagen s. A. sang han (ifølge Annalerne)
sin første Messe i Nidaros. Han havde, som det synes, ved sin Indvielsesed
maattet paatage sig en Forpligtelse, som ogsaa senere Erkebisper
vare underkastede, nemlig hvert tredie Aar at besøge Paven.[3]
Naturligvis var dette for en saa fjerntboende Prælat en urimelig og
uopfyldelig Pligt, og Besøgene bleve derfor stadig ogsaa kun aflagte
ved Fuldmægtigen.
Lige siden den Tid, da den blinde Erik vendte tilbage til Norge efter Sverres Død og indgik et Compromis, sat paa Skruer, med hans Søn, havde Forholdet mellem Stat og Kirke aldrig egentlig været fuldt paa det Rene. Haakon Haakonsøns Fasthed og Klogskab havde vel afværget Fornyelse af Striden, men Prælaterne havde seigt bevaret Traditionerne fra „Helgenen“ Eysteins Dage, og vi have oftere,
