navnlig i Erkebiskop Sigurds Tid, tydelig mærket, i hvilken Retning deres lønlige Higen og Bestræbelser gik. Nu da Haakon ved sin Død havde givet Plads for en svagere Eftermand, men Kirken faaet et Hoved som Jon Raude viste sig at være, var Tiden kommen til en Gjenoptagelse af det tolvte Aarhundredes Kirkekampe.
Det er ikke rimeligt, at Kong Magnus paa Forhaand har havt nogen Grund til at frygte for, at Jon skulde optræde med saa urimelige Fordringer, som Tilfældet blev, thi ellers vilde han maaske have søgt at skaffe Riget en anden Erkebiskop. Jon synes ogsaa i Rom at have besørget Ærinder for Kongen, idetmindste er Pavens Autorisation af to Biskopper som Executorer af Magnus’s Testamente udvirket under hans Palliumsreise.[1] Heller ikke vide vi, om Jon har tiltraadt sin Regjering med den bevidste Hensigt at frembringe en politisk-kirkelig Reform i hierarchisk Retning, eller om han først er kommen ind paa Tanken ved de ydre Foranledninger, som Kong Magnus’s Iver for at tilveiebringe en Revision af Landskabslovene og en ensartet Lovgivning for det hele Land maatte tilbyde.
Allerede 1267 havde Magnus gjennemført en ny Gulathingslov og i 1268 en lignende for Viken og Oplandene. Begge indeholdt tillige Christenretter, hvis Grundlag efter den nyeste Forskning[2] antages at have været den af Erkebiskop Sigurd istandbragte Christenret, og som derfor ikke stødte paa Modstand fra de sydlige og vestlige Suffraganbispers Side. Men anderledes gik det, da Magnus forsøgte at gjennemføre det samme i Frostathinglagen, hvilket først skede, efterat Jon var hjemkommen som Erkebiskop. Denne vilde ikke taale nogen verdslig Indblanding i den kirkelige Lovgivning. Den nye Frostathingslov fik derfor ikke nogen Christenret, og de nye Christenretter kom ogsaa i det øvrige Norge til at tabe sin Gyldighed. Kongen maatte indlade sig i Underhandlinger med Erkebiskoppen om en ny for hele Landet gjeldende Christenret.
Paa Pavestolen sad ved denne Tid Gregorius X (1271–1276). Han havde, da han blev valgt, befundet sig paa en Pilegrimsfart i Syrien, hvor Korsfarerstaternes Levninger nu vare stedte i sin Døds-
