Side:Festskrift udgivet i Anledning af Trondhjems 900 Aars Jubilæum 1897.djvu/161

Denne siden er ikke korrekturlest

og Toldbegunstigelser af engelske Konger, der tidligere ere omtalte. Gjentagne Vidnesbyrd pege paa, at Erkebispen ogsaa har staaet i fordelagtig Forbindelse med Island, og at han har drevet Falkehandel. Og oversees maa det ikke, at mellem de utallige Fordele, som Jon har vidst at afvinde Kong Magnus, ogsaa forekommer Privilegier netop angaaende Island og Falkefangsten.[1]

Magnus Lagabøter døde, kun 41 Aar gammel, men dog som en affældig Mand i Bergen 9 Mai 1280 og blev af den Geistlighed, mod hvilken han havde været saa svag, prist som en Josias. Nu efterfulgtes han vistnok af en ligeledes svag Søn, men denne var en tolvaarig Dreng-, og den virkelige Regjering kom for lange Tider i hans kraftige Moders, den danske Ingeborgs, og i de med hende enige Baroners Hænder, og selv i sine senere Aar kom han neppe til personlig at gjøre sig meget gjeldende. Regjeringen var ikke tilsinds at fortsætte Magnus’s Eftergivenhed mod Kirken. Ved det store Rigsmøde i Bergen ved Midsommertid, hvor ogsaa Erkebispen mødte frem med alle Landets øvrige Biskopper, gjorde man vel i Begyndelsen gode Miner, og den unge Konge aflagde en Kroningsed i den ønskeligste klerikale Retning, indeholdende bl. A. Løfte om Tilbagekaldelse af Love „imod den hellige Kirkes Frihed“. Kroningen, den sidste, hvortil Bergen har været Vidne, fandt da Sted, udført naturligvis af Jon selv, 2 Juli 1280. Men saasnart dette var skeet, tog man Masken af. Jon har maaske havt en Forudfølelse af, hvad der forestod, da han i det Provincialconcilium, som han holdt med de mange andre Biskopper, mellem Statuterne særlig lod anbringe Bestemmelser om Bansstraffens Anvendelse mod Personer, der maatte forsøge at nedbryde Kirkens Frihed, og mod Lægmænd, der maatte tiltage sig at dømme i Sager, der hørte under kirkeligt Forum, som overtraadte Compositionen af 1277 eller overhoved gik Geistligheden for nær. Men Høvdingerne brød sig ikke det ringeste herom. Jons Kirkeret, som nu forelaa færdig blev ikke antagen, men derimod blev i Kongens Navn udgivet en Retterbod med mange Paragrapher, hvoraf flere endog ligefrem stod i Strid med Compositionen. Jon lod nu (25 Juli) optage et Vidnesprov om Indholdet af Eriks Kroningsed. Nogle Dage efter holdt han endnu et smukt

  1. Dipl. Norv. II. No. 464–465.