Side:Festskrift udgivet i Anledning af Trondhjems 900 Aars Jubilæum 1897.djvu/165

Denne siden er ikke korrekturlest
XIII.
ERKESÆDETS LANGE LEDIGHED (1282–1288).
JØRUND (1288–1309).



D
a Jon maatte forlade sit Sæde, var Hierarchiet, som vi have seet, ganske ydmyget og derhos ladet i Stikken af Pavemagten. Denne var for Tiden ganske optagen af finantsielle Interesser og det lykkedes den tilsidst ogsaa at erholde et efter Forholdene betydeligt Pengebeløb ogsaa her i Landet.[1] Derimod havde Regjeringen frie Hænder forøvrigt ligeoverfor Kirken. Over Erkebiskoppens Gods raadede nu en af Jons værste Fiender Baronen Hr. Jon Brynjulfssøn. Han tog som dets Administrator Bolig i selve Erkebiskopsgaarden ved Domkirken, hvor han især vakte Manges Forargelse ved at sove med sin Kone i den fordrevne Metrepolitans egen Seng, hvilket udtrykkelig fremhæves i Biskop Arnes Saga.[2] Ogsaa Capitlets Gods underlagde han sig, og Chorsbrødrene maatte lade sig nøie med en liden Sum („expens“) til sit nødtørftige Underhold.

Rimeligvis var det ogsaa paa samme Tid, at den mægtige Baron Hr. Bjarne Erlingssøn af Bjarkø paa lignende Maade optraadte paa Haalogaland. Ifølge et i 1291 herom optaget Vidnesbyrd holdt han et Møde paa Brudarberg i Vaagen, hvor han erklærede den saakaldte „Vaagebog“, en Samling af locale Lovbestemmelser for denne Egn, ophævet, da Kongen ikke vilde have mere end en Lovbog i sit Land, ligesom han protesterede mod Jens Christenret og erklærede den gamle

  1. Se herom Munch, N. F. H. IV 2, 58 og pavelige Nuntiers Regnskabsbøger 13–14.
  2. Biskupa Sögur 1 742.