Side:Festskrift udgivet i Anledning af Trondhjems 900 Aars Jubilæum 1897.djvu/171

Denne siden er ikke korrekturlest

tilbage, havde efter Lovens Bydende lyst Julefreden i Nidaros hver Thomasmesse (21 Decbr.). Vidnesbyrdene, der gik tilbage til Einar Smørbaks Dage, løb samtlige ud paa, at det havde været Erkebiskoppens Lensmand eller Aarmand, der upaatalt havde udført denne Forretning, og ikke Kongens. Denne Sag er hidtil ikke bleven videre paaagtet af Historikerne, men man synes dog med Rimelighed at kunne slutte, at Erkebiskopperne allerede i det trettende Aarhundrede have begyndt at udøve ogsaa en verdslig Regjeringsmyndighed i sin Residentsstad.[1] At de vare i Besiddelse af en saadan i Catholicismens sidste Tidsrum i vort Land, da de endog vare forlenede med Thrøndelagen (egentlig dog kun den større Deel deraf), er vist, men naar de ere komne i Besiddelse af Byen, er vanskeligt at sige, ligesom vi heller ikke for den ældre Tids Vedkommende kunne bestemme deres Myndigheds Omfang. Dette er rimeligvis blevet større og større, efterat Nidaros sjeldnere og sjeldnere og tilsidst næsten aldrig modtog Besøg af Konger, og derhos disses Hird opløstes eller forsvandt.

Det mærkeligste Træk af Jørunds Forhold til Kongemagten er den Kjendsgjerning, at han blev Kongedømmets Jarl. Sammenhængen hermed er imidlertid høist dunkel. Kun i en eneste af de annalitiske Optegnelser[2] finde vi det omtalt, og der henføres Begivenheden til 1297. Ellers ved man Intet om det Hele, uden at denne Jarleværdighed ophæves i hans Eftermands første Tid af Kong Haakon 1310. Man erfarer af det i den Anledning udstedte Kongebrev[3], at der i sin Tid herom har været udstedt Documenter fra begge Sider, af Kongen, der har tildelt Erkebispen „visse Rettigheder“, (om hvis Indhold dog ingen videre Besked gives) og af Jørund selv, samt at dennes Brev har været beseglet ikke alene af ham, men ogsaa af Capitlet. Erkebispen har som Jarl ydet en speciel Hyldning (homagium), men det bemærkes udtrykkelig, at det Hele er skeet uden Pavens Vidende og Samtykke. I og for sig forekommer det mig ikke, at en saadan Udnævnelse nødvendigvis maatte medføre nogen Forringelse af Erkebiskopens Værdighed eller Magt, thi alt maatte natur-

  1. Man erindre, at Haakon den Gamle havde overdraget Byen Stavanger til Bispestolen.
  2. Isl. Ann. 486.
  3. Dipl. Norv. I. No. 125.