Side:Festskrift udgivet i Anledning af Trondhjems 900 Aars Jubilæum 1897.djvu/180

Denne siden er ikke korrekturlest

hvor vigtige Statuter vedtoges, og endelig vilde han have et nyt Concilium i Stand i Nidaros til Marts 1309. I denne Anledning kom han imidlertid i nye Stridigheder. Mødets Tid faldt nemlig meget ubeleilig for Kong Haakon, som paa samme Tid vilde foretage et Tog til Jemteland, hvor de Svenske havde vakt Uroligheder; Kongen vilde have Erkebispen (hans Jarl) og Biskopperne med paa Toget.[1] Ogsaa Biskop Arne af Bergen forlangte Udsættelse og truede med Appel til Paven. Samtidig var der Tvist mellem Jørund og Arne om Besættelsen af Færøernes Bispestol. Retten tilkom her Erkebispen (og hans Capitel), da Færøerne selv intet Capitel havde, men da det havde truffet sig saa, at Kanniker i Bergen gjentagende Gange vare blevne satte til Biskopper paa Færøerne, paastod Arne og hans Chorsbrødre nu, at dette var en fast Ret og protesterede mod den af Erkebispen udnævnte Lodin, Præst til Borgund i Søndmøre.

Under disse Stridigheder døde imidlertid Erkebiskop Jørund i Nidaros den 11 April 1309.[2]

Vi have her fortalt hans Histories Hovedtræk efter sikre Documenter: Men der er endnu en vigtig Kilde til denne, hvilken jeg med Vilje hidtil i det væsentlige har holdt ude af Fremstillingen, fordi jeg har anseet det rettere at gjengive dens Hovedtræk særskilt. Det er Sagaen om Biskop Laurentius Kalfssøn af Hole, den sidste historiske Saga i den islandsk-norske Literatur. Den er forfattet ved Midten af det 14de Aarhundrede af den islandske Præst Einar Havlidessøn efter mundtlige Beretninger af den 1331 døde Laurentius. Sagaen er aabenbart partisk for Erkebiskoppen, Chronologien er usikker ja endog forvirret, og paa alle Beretninger kan der ikke stoles, men Fortællingen er alligevel saa rig paa interessante Skildringer af de geistlige Forhold i Nidaros, at den i denne Henseende ikke har noget Sidestykke i vor hele Middelalder.[3]

Laurentius (Lavrans) kom som Præst fra Island til Nidaros omtrent 1295, og gjorde Erkebiskoppen sin Opvartning, og denne, hvem

  1. Dipl. Norv. I. No. 119. At Jørund skulde have staaet i forrædersk Forbindelse med de Svenske, som Munch (N. F. Hist. IV. 2, Side 513) formoder, er neppe sandsynligt og i ethvert Tilfælde ubevisligt.
  2. Dipl. Norv. VIII. No. 34.
  3. Man vil finde den trykt i Biskupa Sögur I. Jeg har liggende færdig en Oversættelse af denne Saga, som jeg haaber snart at kunne udgive.