lige Indtægter kun langsomt kom ind, følger af sig selv. Man har endog Exempel paa, at der kom falske Opkrævere til Norge, der bedragerisk tilvendte sig pavelige Indtægter i Norge. De havde udgivet sig for Udsendinge fra et romersk Kloster, for hvilket Paven havde ladet samle Collecter.[1]
Kong Haakon døde 1319 og efterfulgtes af sin umyndige Dattersøn Magnus. Erkebispens politiske Stilling vandt herved midlertidig i Betydning. Man finder ham i Oslo 1319 ved det store Rigsmøde. I Begyndelsen havde Magnus’s Moder, Hertuginde Ingeborg den yngre, en overveiende Indflydelse, men, som bekjendt, vakte denne svage og ødsle Styrelse Misnøie og i 1323 besluttede de geistlige og verdslige Stormænd at sætte en Drotsete i Spidsen for Regjeringen. At udvælge en saadan overdroges til Erkebispen, der valgte Hr. Erling Vikunnssøn ved et nyt Møde i Oslo i Febr. 1323. Senere stod Geistligheden ikke i det bedste Forhold til denne Norges Drotsete, en Titel der nu første Gang blev anvendt om Rigets høieste verdslige Embedsmand.
I 1320 havde Eilif holdt sit andet Provincialconcilium i Bergen. Erkebiskoppen optraadte bl. a. her med Kraft mod Biskop Vilhjalm af Orknøerne, over hvem alvorlige Klager vare reiste, og forskjellige Statuter bleve vedtagne. Juleaften 1326 var Erkebispen i Oslo og mæglede her Forlig mellem Drotseten og Hr. Finn Øgmundssen og hans Tilhængere, der havde vakt nogle lidet bekjendte Uroligheder. I 1327 holdtes atter Concilium i Bergen, hvor samtidig ogsaa et stort Rigsmøde fandt Sted under Kong Magnus’s og Drotsetens Forsæde. Der var paa denne Tid en ikke ringe Spænding mellem den verdslige og geistlige Myndighed, og det er interessant, at Hr. Erling Vikunnssøn sees at have erhvervet sig en Afskrift af det gamle Stridsskrift mod Biskopperne fra Sverres Dage.[2] Hos Hierarchiet var paa den anden Side Erkebiskop Jon Raudes Minde levende, og hans tilbagetrængte Christenret og Tønsberger-Compositionen lurede man vistnok stedse, baade nu og senere, paa Leilighed til at fornye. Kirkemødet fremdrog ogsaa Jons statuter fra 1280 mod verdslige Magthavere og lod nogle Artikler af Bonifacius VIII om Kirkens Uafhængighed og Immuniteter