Side:Festskrift udgivet i Anledning af Trondhjems 900 Aars Jubilæum 1897.djvu/192

XV.

PAAL.

1333–1346.

Om Eilifs Eftermands, Paal Baardssøns Familieforhold har jeg dannet mig følgende Formodning. Vi finde henimod Midten af det fjortende Aarhundrede en Fru Ingeborg Munaansdatter, der var gift med en Hr. Nikolas Plogpenning, ikke usandsynligt en dansk Mand. Denne Frue stod i et nærmere Forhold til sin Navne, Hertuginde Ingeborg Haakonsdatter, idet baade hun selv og Manden „længe og trofast“ havde tjent Hertuginden. Denne skjænkede dem derfor 1346 betingelsesvis en Gaard i Bergen, der faldt tilbage, efter at de begge vare døde uden Børn, maaske i den store Mandedød.^[1] Ligeledes forekom (1357) en Arnbjørn (Abernus) Munaanssøn, der sees at have været Befalingsmand paa Varberg i Halland.^[2] Navnet Munaans store Sjeldenhed berettiger os til at tro, at Ingeborg og Arnbjørn vare sødskende og efter al Sandsynlighed Børn af den nogle Gange, navnlig ved det store Rigsmøde i Oslo 1319, forekommende Rigsraad Hr. Munaan Baardssøn. Men naar saa, som senere skal oplyses, ogsaa Erkebiskop Paal Baardssøn udtrykkelig siges at staa i høi Yndest hos Hertugmde Ingeborg kan jeg ikke andet end tro, at han har hørt til denne samme Familie og været Ridderen Munaan Baardssøns (rimeligvis yngre) Broder. Man maa huske, at Hertuginde Ingeborg tidlig blev næsten fremmed for sit Fødeland, hvilket hun kun sjelden besøgte, og at som Følge deraf

1. Dipl. Norv. I No. 300. II No. 312.
2. Svensk hist. Tidsskr. 1882, 327. Munch, N. F. H. Unionsp. I. 644, 907.