Biskopsvalgene var aabenbart Efterligninger af Conclaverne ved
Pavevalg, og derfor blev ogsaa Valgets Udfald, som naturligvis Paal
modtog, saaledes som Skik var ved disse, strax efter Acten bekjendtgjort
høitidelig for clerus et populus i Nidaros. Det nye Erkebiskopsemne
havde nu at drage den ham allerede forlængst vel bekjendte Vei til
Avignon, hvortil han ledsagedes af nogle Chorsbrødre, maaske de
ovennævnte Compromissarier.
Her mødte ham ingen Hindringer. Valget blev paa sædvanlig Maade prøvet af dertil beskikkede Cardinaler og befundet canonisk samt derpaa bekræftet af Johannes XXII og Følgeskrivelser udfærdigede. Indvielsen til det biskoppelige Embede var foretaget af Cardinalen Hannibal, Biskop af Tusculum, inden 20 Decbr. 1333, og Paal kunde reise hjem til sit Sæde.[1] Som Erkebiskop synes Paal Baardssøn at have været en virksom Mand. Han har holdt en Række Provincialconcilier. Det første fandt Sted allerede lige efter Hjemkomsten fra Avignon i Nidaros 1334, det andet i Tønsberg 1336, det tredie i Nidaros 1341. Atter i det følgende Aar 1342 vilde han samle et Concilium til Bergen, der dog udsattes og bestemtes til at sammentræde i Konghelle senere paa Aaret. I 1344 afholdtes atter et saadant Møde i Bergen. Der haves ogsaa fra ham et interessant Hyrdebrev.[2]
Skjønt Erkestiftet var af saa uhyre stor Udstrækning, besluttedes dog 1341, at Erkebispen skulde visitere hele sin Provinds, dog personlig kun i det egentlige Norge. Denne Visitation, der skulde begynde i Firdafylke, er dog neppe bleven til Virkelighed. Fra hans Stiftsvisitatser har man en interessant Oplysning levnet fra 1342, da han visiterede ved Steins Kirke (Bynæsset), der giver et Begreb, om hvorledes det gik til ved Visitatser. Man seer, at han, som det havde været Skik allerede før Jørunds Tid, var ledsaget af mindst tre Chorsbrødre og en Notarius. I Sætestuen paa Kongens Gaard Stein adspurgte Erkebispen „efter gammel Sædvane“ menige Bønder, (udentvivl fra flere Bygder), om de havde noget at klage paa hans Provster, Præster, Klerke eller andre hans Tjenestmænd, men Almuen udtalte sin Tilfredshed med disse og takkede Erkebispen for den Hjælp, som hans
