Side:Festskrift udgivet i Anledning af Trondhjems 900 Aars Jubilæum 1897.djvu/198

Denne siden er ikke korrekturlest

Præster og Mænd ydede dem. En Chorsbroder spurgte saa alle tilstedeværende Bønder, af hvilke Ting de vare vante at betale Tiende. De svarede, at de kun ydede den af Jordens Grøde og Afkastning indengaards og udengaards samt af Fiskeri, dog var for nogle Aar siden, da to Bjørne vare fældede paa Næsset, sendt Tiende af den ene til Erkebispen, af den anden til Sognepræsten. Man ser altsaa, at Tienden væsentlig indskrænkedes til de gamle Ydelser, og at den Forøgelse deraf, som Erkebiskop Jon havde faaet indført, virkelig var bortfalden. Ved Visitationen fandt ogsaa Confirmation af Børn (ferming) Sted.[1] Denne Forretning, der alene kunde udføres af en viet Biskop, indskjærpes og beskrives nærmere i Paals ovennævnte Hyrdebrev. Den bestod, som bekjendt, især i Bestrygelse med det hellige Chrisma.[2]

En Erkesædet tilhørende Eiendom, som paa denne Tid først omtales, er den lille mærkelige Ø Grip ved det nuværende Christiansund. I 1338 var der Strid om Øen, der allerede nu kaldes et Vær, mellem Paal og Bjarne (vistnok Bjarne Erlingssøn af Giske.)[3] Været, hvis Betydning vistnok stadig var i Stigende, vedblev imidlertid at tilhøre Erkesædet og omtales udtrykkelig som dettes Eiendom i Fredrik I’s Haandfæsting. Som paa andre Vær samledes her efterhaanden en forholdsvis meget tæt, tildels endog velhavende Befolkning.[4]

Et andet Vidnesbyrd om Fiskehandelens tiltagende Betydning hører ogsaa hid og er i flere Henseender af Interesse, ogsaa fordi det vidner om, at Nidaros som Kjøbstad fremdeles ikke var ringe. Det er fra 1340. To „Islandsfarere“, det er Handelsmænd, der fore paa Island, bleve i hint Aar af to Chorsbrødre paa Erkebispens Vegne dømte til at betale Kjøbøre-Tiende af Svovl, Tran og Skreid, og det oplyses,

  1. Dipl. Norv. IV. No. 268.
  2. Fra Catholicismens sidste Tider i Norge har man en characteristisk Omtale af denne Ceremoni. Paa Gaarden Balhald i Værdalen holdtes der et Julegilde i Tiden omkring 1530, hvor der som sædvanligt ved slige Leiligheder blev drukket tæt. Et Par drukne Mænd besmurte et Haandklæde med Sod og Fedt, dyppede det i Ølkanden og besølede dermed Værten og en af hans Gjester, saa at de saa ud som Trold i Ansigtet. Gjesten sagde da: „Jeg er fermet før, det gjøres ikke behov at ferme mig“. Saml1. til N. F. Sp. o. Hist. III. 359.
  3. Dipl. Norv. IX. No. 108.
  4. Om Øen ved Reformationstiden og senere se mine Bidrag til Christiansunds Historie i Norsk hist. Tidsskr. 3 R. II.