Som Kanniker under Paal kan næstefter den, der blev hans Eftermand,
nævnes Thorstein Erikssøn, der baade i 1336 og 1342 paa hans
Vegne aflagde det skyldige Besøg ved Curien.[1] Denne Thorstein var
først Kannik i Oslo, men 1336 fik han paa Paals Anbefaling et Pavebrev
paa et Canonicat ogsaa i Nidaros.[2] Jeg anseer det ikke urimeligt,
at han kan være den samme Thorstein, der efterfulgte den 1342
afdøde Haakon som Biskop i Bergen, og siden blev et Offer for den
store Mandedød.
Paa den Tid, da Paal var i Avignon for at hente sit Pallium, bereistes de nordiske Lande af en pavelig Collector Petrus Gervasii. Pave Benedict XII (1334–1342) gav imidlertid kort efter et sjeldent Exempel paa en nøisom Pave, fri for den sædvanlige Gridskhed og Nepotisme. Han tilbagekaldte 1336 en af sin Forgjænger 1333 udskreven Sexaarstiende til det hellige Land, da det paatænkte Korstog var blevet hindret (det blev forøvrigt alle disse paatænkte Korstog), ja han befalede endog, at hvad der allerede maatte være indkommet, skulde betales Vedkommende tilbage.[3] Men allerede under Eftermanden Clemens VI (1342–1352) søgte det pavelige Kammer atter at tilrive sig alt, hvad det kunde naa. Gamle Restancer af tidligere Tiendepaalæg bleve saaledes nu inddrevne.
Med sin svenske Collega i Upsala kom Paal Baardssøn i en Strid, der frembyder megen Interesse. St. Olaf var tidlig bleven ogsaa Sveriges Folkehelgen, og især fra de nordlige Egne af Naboriget skede meget hyppige valfarter til Nidaros. Vel fik Sverige i det tolvte Aarhundrede sin egen Kongehelgen i St. Erik, men Olaf vedblev at indtage en Plads ved hans Side. I Domkirken i Upsala havde de to Konger sit fælles Alter, begge anraabtes i Forening, og der gjordes Løfter til dem begge under Et, paa Sveriges Banner vare de begge anbragte. De norske Erkebiskopper havde endog formaaet at omgjøre de frivillige Gaver til Nidaros Domkirke fra Ångermanland og Helsingeland til en fast aarlig Skat, og i 1336 havde denne endog vundet pavelig Bekræftelse.[4] Herimod gjorde nu Erkebiskop Hem-