Frænder. Ogsaa (hans Husholderske) Oløf Guttormsdatter faar Belønning for sin Tjeneste. Til Executorer udnævner han Chorsbrødrene Baard Einarssøn og Arne sanctus. I den førstnævnte af disse formoder jeg en Broder af Erkebiskoppen og det ikke alene paa Grund af Fadersnavnet, men ogsaa fordi Erkebiskop Eilif (i Tilfælde altsaa Baards Morbroder) i 1329, da Dals Kirke i Lyster i Bergens Stift var ledig og dens Besættelse paa Grund af vedkommende Biskops Forsømmelse skulde være falden under Metropolitanen, vilde overdrage den til Baard, som dog maaske ikke kom i Besiddelse af den.[1]
Ikke længe efter døde virkelig Erkebiskoppen i Nidaros. Han levede endnu 17de Oktober 1349, da han blev betænkt i en døende Chorsbroder, Arnfinns Testamente.[2] Erkebiskoppen havde i sit eget Testamente valgt sig Gravsted i Domkirken ved „Eilif Erkebiskops, vor Frændes Fødder.“ Det Lidet, vi vide om Arne Vade, gjør et tiltalende Indtryk.
