I islandske Annaler hedder det, at ikke alene Erkebiskop Arne blev
et Offer for den store Mandedød, men at ogsaa alle Chorsbrødre i
Nidaros bortreves paa en, Lodin, nær. Denne Beretning gjendrives
heller ikke, naar man undersøger de rigtignok ikke ret mange Chorsbrødres
Navne, som ere bevarede fra hin Tid. Thi foruden hin Lodin
(Thoressøn)[1] finder jeg kun en eneste blandt disse, der vides at have
været Chorsbroder baade før og efter 1349. Men denne Mand, Arnulf
Steinarssøn, har ikke resideret i Nidaros, men i Oslo (hvor han hørte
hjemme og ligeledes var Chorsbroder, indtil han i Mandedødens Aar
gik ind i Hovedøens Kloster, hvis Abbed han senere blev); og det er
derfor naturligt nok, at Annalerne eller deres Hjemmelsmand have
bortseet fra denne fremmede Sinecurist. Men naar Annalerne videre
fortælle, at den nysnævnte Lodin ene skred til paa Capitlets Vegne
at udøve Valgret (eller Postulation) til Erkebispedømmet, tør man vel
neppe ubetinget fæste Lid dertil.
Det visse er, at den nye Erkebiskop blev Olaf, der var Abbed af Nidarholm og for første Gang nævnes som saadan 1346. Vi finde Olaf i Avignon seent paa Høsten det følgende Aar hos Pave Clemens VI. I det første af de os her vedkommende Pavebreve[2] (3 Nov. 1350) omtales intet forudgaaende Valg. Clemens besatte i ethvert Fald Erke-
