islandske Annaler hedder det, at ikke alene Erkebiskop Arne blev
et Offer for den store Mandedød, men at ogsaa alle Chorsbrødre i Nidaros bortreves paa en, Lodin, nær. Denne Beretning gjendrives heller ikke, naar man undersøger de rigtignok ikke ret mange Chorsbrødres Navne, som ere bevarede fra hin Tid. Thi foruden hin Lodin (Thoressøn)[1] finder jeg kun en eneste blandt disse, der vides at have været Chorsbroder baade før og efter 1349. Men denne Mand, Arnulf Steinarssøn, har ikke resideret i Nidaros, men i Oslo (hvor han hørte hjemme og ligeledes var Chorsbroder, indtil han i Mandedødens Aar gik ind i Hovedøens Kloster, hvis Abbed han senere blev); og det er derfor naturligt nok, at Annalerne eller deres Hjemmelsmand have bortseet fra denne fremmede Sinecurist. Men naar Annalerne videre fortælle, at den nysnævnte Lodin ene skred til paa Capitlets Vegne at udøve Valgret (eller Postulation) til Erkebispedømmet, tør man vel neppe ubetinget fæste Lid dertil.
Det visse er, at den nye Erkebiskop blev Olaf, der var Abbed af Nidarholm og for første Gang nævnes som saadan 1346. Vi finde Olaf i Avignon seent paa Høsten det følgende Aar hos Pave Clemens VI. I det første af de os her vedkommende Pavebreve[2] (3 Nov. 1350) omtales intet forudgaaende Valg. Clemens besatte i ethvert Fald Erke-
