nede Riger i Kalmar i Juli 1397. I 1398 er han imidlertid atter ude paa Reiser og efter i Mai at have været tilstede i Tønsberg, deltager han 1398 i et stort Mode i Kjøbenhavn, ved hvilket Hanseaterne omsider opnaaede Kong Eriks Bekræftelse paa sine tidligere Privilegier. Dette er hans sidste hidtil bekjendte politiske Optræden.
Vinaldes geistlige Virksomhed er lidet kjendt og har neppe været betydelig. Man ser, at der har været et mindre venskabeligt Forhold mellem ham og den samtidige Hamarbiskop Sigurd, den samme, som i den bekjendte Beskrivelse af Hamar spiller en saa fremtrædende Rolle i den stedlige Tradition. Vinalde havde ved sit Besøg søndenfjelds 1395 fældet en Dom i en Eiendomssag, der gik Sigurd imod, og mod hvilken denne protesterede. I 1401 var de to Prælaters Uenighed indanket for Paven (Bonifacius IX). Sigurd havde vist sig opsætsig, da Vinalde vilde visitere hans Stift, og denne havde endog sat ham i Ban.[1]
Vinalde har rimeligvis drevet megen Handel med sin Fisketiende og den udentvivl betydelige Mængde af Fiskeprodukter, som Erkestolens Besiddelser indbragte, ja man maa antage, at han ogsaa for egen Regning har exporteret saadan vare til Udlandet. I 1394 finder man nemlig, at hans Tjener, Johannes v. Strelow, har været i Lybek, hvor otte Læster Sild bleve beslaglagte.[2] Denne Johannes v. Strelow, aabenbart en Tydsker, gjenfindes i 1424 som Kannik ved Bergens Apostelkirke.[3]
Vinalde har maaske været den første Erkebiskop i Norge, der var forlenet med et af Kronens Len. Efter hans Død omtales nemlig i den indholdsrige Instruction for Erik af Pomern (1404), der da stod i Begreb med at drage til Norge, at den afdøde Erkebiskop havde havt Sporholms Len, hvis aarlige Afgift var 14–15 lødige Mark, men det tilføies rigtignok, at Erkebiskoppens Indtægt af Lenet var mindre end hans Afgift.[4]
Naar Vinalde er død, kan ei med Bestemthed siges. Den nidarosiske Erkebiskopsrække angiver, at hans Eftermand valgtes 20 Dec.