Side:Festskrift udgivet i Anledning af Trondhjems 900 Aars Jubilæum 1897.djvu/227

Denne siden er ikke korrekturlest

høitideligt. Den vordende Dronning kom imidlertid først det følgende Aar til Norden og da ikke over Norge.[1]

Askells Herkomst er saagodtsom ubekjendt. Kun finde vi i den gamle Erkebiskopsrække anført „natione Gudbrandsdal“. Som Kannik nævnes han kun en Gang nemlig 1395, da han med Vinalde var tilstede i Oslo og forvarede hans Segl.[2]

Det mest fremtrædende Træk i hans Historie er hans bestandige Pengetrang, en Følge dels af de svære Gjeldsposter, der hvilede paa Erkesædet paa hele tre Forgjængeres, Thronds, Nicolas’s og Vinaldes foruden paa hans egne Vegne, til det pavelige Kammer, og dels vistnok især paa Grund af den Forarmelse, hvorunder Landet fremdeles var lidende ligefra Mandedødens Dage.

I 1406 har han betalt nogle Afdrag paa Gjelden og var paa samme Tid ogsaa bleven General-Indsamler af Peterspengene m. M. i Norge. I 1407 fik han et Rykkerbrev fra Rom.[3]

Derefter indtraf store Begivenheder i den romerske Kirkes Historie. Kirkemødet i Pisa sammentraadte 1409 for at gjøre Ende paa det forargelige Schisma, men Resultatet blev, som bekjendt, at man nu fik tre Paver i Stedet for to. Ved dette Møde vare de tre nordiske Riger ikke repræsenterede. Johan XXIII var vistnok den Pave, der almindeligvis gjaldt som saadan i Nordeuropa, men hans prekære Stilling har vel nødt ham til ikke at vare paagaaende i sine Fordringer, og Askell har derfor rimeligvis en Tid havt Ro. Saa kom Conciliet i Costnitz, hvor Abbed Stein af Munkeliv mødte og varmt interesserede sig for sit Klosters overgang fra Benedictinernes til Birgittinernes Orden, uden at der foreligger noget Vidnesbyrd om, at han var udsendt som Repræsentant for den norske Kirkeprovinds i i Almindelighed. I Costnitz blev Martin V Pave og eneste saadan, hvorfor Curien igjen kunde optræde med større Sikkerhed og Myndighed. Gamle Pengekrav vaagnede, og Fordringen om Biskoppernes Besøg ved Curien hvert tredie Aar gjenoplivedes, men opfyldtes fremdeles stadig ved Stedfortrædere. om hvem det dog gjerne hedder: „Nihil obtulit aut servivit“. Ydelser

  1. Se herom min Afhandling om Erik og Philippas Giftermaal i Norsk hist. Tidsskr. 2 R. II. 357–358.
  2. Dipl. Norv. IV. No. 639.
  3. Dipl. Norv. VI. No. 368–370.