norske Koloni endnu kjæmpede for Tilværelsen.[1] I 1414 finde vi Askell i Besøg i Vadstena, hvor han i Forening med Kong Erik selv og Erkebiskoppen af Upsala ansøgte om Canonisation for nogle svenske Helgener.[2] Skjønt St. Birgittas Helligdom i Vadstena uden Tvivl var en farlig Concurrent for St. Olafs i Throndhjem og sikkert maa have formindsket Tilstrømningen af Pilegrimme til den norske Kongehelgen, har Askell dog interesseret sig for den berømte Helgeninde, og i 1416 skrev han til Vadstena og udbad sig Revelationerne og Meddelelser om Birgittinermunkenes Prædikener.[3]
Ved Vinaldes Død har Dronning Margrete villet tilbyde hans Eftermand at beholde det lidet fordelagtige Len, Sparboen. Vi vide ikke, om han har modtaget det.[4] Derimod erfarer man, at han ved sin Død var i stor Gjeld ogsaa til Kronen, hvilken Eftermanden maatte overtage, men siden fik eftergivet.[5]
I denne Erkebiskops Tid havde Erik af Pommern søgt og erholdt pavelig Tilladelse til at oprette et Universitet, uden at han dog kom til at benytte Tilladelsen, og først efter mere end et halvt Aarhundrede fik Sverige og Danmark Universiteter. Men samtidig med Eriks Tilløb stiftedes Universitetet i Rostock 1419, og herhen strømmede nu Nordboer sammen, deriblandt, om end i ringest Antal, ogsaa Nordmænd. Nidaros’s Erkestift kom i et særeget Forhold til det nye nordtydske Universitet, thi de norske Studerende fik her et eget Herberge, Romas St. Olavi, der vedligeholdtes paa Nidaros’s Capitels Bekostning. Naar dette norske Collegium er grundet, er dog ei bekjende og vi vide kun, at det i ethvert Fald existerede i Begyndelsen af det sextende Aarhundrede, da en Studerende, som siden blev Norges sidste Erkebiskop, var dets Forstander.
Askell, hvis Regjeringstid aabenbart har været en Forfaldsperiode, døde 11 Marts 1428.
