dette, i Herjedalen og i Haalogaland, kunde kun visiteres sjeldnere og ikke „hvert tredie Aar“, hvilket vel altsaa har været det sædvanlige i de øvrige Fylker. Der opnævnes 34 Hovedkirker, ved hvilke Erkebiskoppen pleier at visitere fra 2 Nætter indtil 6; dertil kom en aarlig Visitats i Klostrene Bakke, Helgeseter, Holm og Rein, (men ikke Tautra, der altsaa som hørende til den priviligerede Cistercienserorden har været fri). Af Præsterne oppebar Erkebispen foruden disse „Veitsler“ (dette Udtryk benyttes i Jordebogen, hvor der tales om visitatsen i Bakke Kloster) endvidere Cathedraticum idetmindste paa Helgeland. Hver Fylkeskirke, som tog Tiende over hele Fylket, gav ham aarlig to Spand Korn, andre Tiendekirker et Spand og Capelkirker uden Tiende et halvt Spand, og hvis Kirketienden havde været tillagt Præsterne, havde disse at paatage sig lignende Ydelser til Erkebispen. Aslak gjorde forøvrigt nogen Forandring med Kirketienden til Bedste for Kirkerne selv, dog saa, at Præsterne i Visitatsaaret til Lettelse i de Udgifter, som da paahvilede dem, fik den halve Kirketiende. (Jordebogen 113–114.) Sognemænd, der indsattes som Kirkeværger, (med hvilket Ombud vel altsaa Indtægt maa have været forbunden) skulde betale for deres Beskikkelsesbreve o. s. v.
Men Aslak var ogsaa betænkt paa at ville hævde, opfriske gamle eller indføre nye Paalæg i Stiftet, dels i sin egen, dels i Domkirkens og Kannikernes Interesser. 4 Han begyndte hermed 1430 ved sine Visitatser i Selbo, Klæbo, Beitstaden og Strinden. Den gamle Frostathingslov indeholdt nogle forglemte Bestemmelser om, at der Mikkelsdag skulde ydes Mikkels-Korn ved Domkirken, en fuld Bonde en Skjeppe, en Envirke en halv, en Ydelse, hvortil ogsaa Præsterne selv vare forpligtede, ligesaa skulde der ydes Penge paa Olafsdagen, begge Dele som Almisser.[1] Nu fik imidlertid Aslak ved Forhandlinger med de bedste Bønder Mikkelskornet gjenoptaget i en ny Form, idet Ydelsen nu ikke skulde tilfalde fattige Folk, men derimod lægges til forskjellige Altere i Domkirken og de Kanniker, som ved disse forrettede en ny Messe, der hver Dag skulde holdes for alle christne Sjele (Afdøde) „til Ro og Naade af deres Pine“.[2] I 1431 fortsatte han paa samme Maade i Nes (Bynæsset) og Sparboen og
