det pavelige Kammer følelig Reform. Dette Decret skulde Aslak snart faa Anledning til at bringe i Anvendelse.
I Aaret 1434 maatte han drage til Danmark for som norsk Rigsraad at deltage i det store Møde for alle tre Riger om Sommeren i Vordingborg, hvor der forhandledes om Fred med Hanseaterne, med hvilke Erik, som bekjendt, i saa mange Aar havde ført Krig. Mødet var stort og glimrende og idetmindste tolv nordiske Biskopper vare samlede, deriblandt foruden Aslak alle de øvrige norske samt desuden Orknøernes og Færøernes Biskopper. Bergens Bispestol var ledig efter Aslaks uværdige Eftermand Arnt. Kong Erik havde en Capellan, Olaf Nilssøn, der, i det mindste i Navnet, var Kannik paa Hamar og Sognepræst til Gran, hvem han ønskede til Biskop i det ledige Stift. Man har ogsaa et Udkast til et Brev fra Kongen til Paven for at skaffe Olaf Provision,[1] der dog, som jeg maa antage, aldrig er bleven afsendt eller i ethvert Fald blev betydningsløst. Thi Aslak gik nu anderledes frem. Han lod en tilstedeværende Kannik fra Bergen, Olaf Jonssøn, som rimeligvis har havt sit Capitels Fuldmagt, skjønt saadant ikke omtales, vælge Olaf Nilssøn til Biskop og modtage dennes eget Samtykke til Valget, derpaa lod han et Document herom opslaa paa en Kirkedør i Vordingborg med ni Dages Varsel for dem, der havde noget at indvende, og da naturligvis ingen Indsigelse skede, confirmerede han (13 Juli 1439) det stedfundne Valg, og rimeligvis er Indvielsen ufortøvet paafulgt, thi Olaf optræder strax efter som Biskop.[2] Fra nu af vare Besættelserne af de norske og vistnok ogsaa andre nordiske Bispestole unddragne pavelig Indblanding i en Aarrække, vistnok lige til Christiern I’s Thronbestigelse. Paven (Eugenius IV) blev herefter neppe respecteret mere, Forbindelsen med Rom ophørte i længere Tid, og i 1435 valgtes endog den sidste Modpave. Kirkehistorien kjender, Felix V. Hans Myndighed blev ikke stor, men i Navnet anerkjendtes han dog paa sine Steder, og som vi skulle se,
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 747.
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 745–746. Den nye Biskop, Olaf Nilssøn, hvis Dødsaar er ubekjendt, maa vel adskilles fra sin Efterfølger, der ligeledes hedte Olaf, hvorfor Forvexling har været hyppig. Den anden Olaf (Harniktssøn) var en Søstersøns Søn af Erkebiskop Aslak og var i Embedet 1442 (D. N. I. No. 783, cfr. L. Daae Christiern I.s norske Historie S. 84).
