tildels endog i Norden, med hvis Anliggender han rigtignok aldrig fik noget at bestille.
Men, hvad der nu især kom til at optage alle Nordboeres Tanker, var Engelbrekts Opstand i Sverige. Den udbrød just paa den Tid, det store Møde i Vordingborg tog sin Begyndelse, ved Midsommertid 1434. Allerede 16 August s. A. havde Engelbrekt tvunget det svenske Rigsraad til i Vadstena at opsige Erik Huldskab og Troskab. Kongen, der imidlertid var kommen til Kjøbenhavn, og der havde hos sig Aslak og de øvrige norske Biskopper samt otte verdslige norske Raader, fik saa disse til at skrive til det svenske Rigsraad om at tage opsigelsen tilbage.[1] Svenskerne svarede imidlertid kun med en udførlig Redegjørelse for sine Grunde til at opsige Erik, ja opfordrede endog de Norske til at bistaa dem imod ham.[2] Mæglingen blev altsaa forgjæves, men Aslak har paa samme Tid nydt Begunstigelser af Kongen, som synes at staa i Forbindelse med hans Villighed til at være med paa den nysnævnte Henvendelse, thi det var nu, at Kongen frafaldt Resterne af den betydelige Gjeld, hvori Erkestolen stod til ham fra Askells Tid, og desuden skjænkede Aslak omtrent 100 Nobler „for at lade synge Psalteren i Nidaros Domkirke“.[3] Denne „Psaltersang“ laa Erik meget paa Hjertet. Han vilde, at „Psalteren“ uophørlig skulde synges i Kirken ved Nat og Dag, idet dens Personer skulde løse hverandre af. I flere danske Kirker søgte han at indføre den samme Skik, saaledes i Lund. Roskilde og Frue Kirke i Kjøbenhavn. Geistligheden fandt dette at være en Trældom, og paa de fleste Steder ophørte Sengen vist snart, men i København holdt den sig dog til henimod Reformationen.[4] I 1436 maa Aslak atter have været udenfor Norge, og han har ved den Tid havt en Hjelpebiskop, en forøvrigt ubekjendt Mand, Tideman,[1] der kaldte sig Episcopus Tranquilliensis, en Titel, under hvilken flere Viebisper i Norden optræde i det femtende Aarhundrede.[5]
- ↑ 1,0 1,1 Dipl. Norv. V. No. 658.
- ↑ Dipl. Norv. V. p. 457.
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 537. V. No. 645.
- ↑ Rørdam, Kjøbenhavns Kirker og Klostre, 36–38.
- ↑ Se herom mit Universitetsprogram: Symbolæ ad. hist. eccl. (1888) 27–28 Af Storms romerske Afskrifter erfares nu, at Tidemannus Nicolai 7 Januar 1435 var provideret af Eugenius IV til Episc. Tranquitiensis (sic), da den forrige Indehaver af dette vistnok imaginære Bispedømme, Severinus (som havde bl. A. vicarieret i Oslo Stift) var bleven Biskop af Færøerne. Det heder endog, at han skulde personlig residere ved Ecclesia Tranquitiensis!
