Side:Festskrift udgivet i Anledning af Trondhjems 900 Aars Jubilæum 1897.djvu/247

Denne siden er ikke korrekturlest

af dennes Fiender, at Erkebispen havde været truet til at give sit Samtykke og været bleven paa en Maade interneret i Oslo. Men Aslak var dog tilstede den 2den Juli s. A. i Marstrand hvor Christiern udstedte en norsk Haandfæstning, ja han blev endog af denne Konge beskikket til at være en af Norges Statholdere. Paa Bortreisen fra Marstrand havde han et heftigt Sammenstød med Hartvig Krummedike i Korshavn ved Hvaløerne, om hvilket der foreligger en officiel, af tre Rigsraader beseglet Erklæring. Aslak brugte de voldsomste Udtryk, ja endog drøie Eder og forsikrede, at han vilde „rette ud over Hr. Hartvig, saa at man skulde see, hvorledes en Nordmand skal fare med en Holstener og en Udlænding.“

Men hermed var ikke Thronstriden endt. Sent udpaa Høsten kom Karl Knutssøn til Hedemarken, lod sig tage til Konge paa Hamar og drog derfra gjennem Østerdalen til Trondhjem, hvor han ankom 14 November. Foranstaltninger bleve nu i største Hast trufne til hans Kroning, der udførtes af Aslak med Bistand af Biskop Gunnar af Hamar den 20 s. M. Kong Karl slog femten Riddere, udstedte Haandfæstning, gav Domkirken og Prælaterne Privilegier osv., hvorfor den bekjendte Proklamation udstedtes, der lagdes „Almuen“ i Munden og gik ud paa, at der altid havde hersket Venskab mellem Norge og Sverige, og at Kong Christiern kunde spare sig for at komme til Landet. Aslak benyttede Leiligheden til at fremdrage det gamle Forlig i Tønsberg af 1277 og fik Karl til at bekræfte det. Strax efter vendte Karl gjennem Størdalen og Jemteland hjem til Sverige. Hermed er Aslaks Historie afsluttet. Han døde nemlig ikke ret længe efter, rimeligvis i den første Halvdel af 1450. Dødsdagen er nemlig ubekjendt.[1] Vi har i ham lært en driftig og virksom Mand at kjende, aabenbart ogsaa en lidenskabelig anlagt Mand, hvem Ungdommens Heftighed aldrig forlod.

Aslak fik eller tillagde sig (senest 1434) den Titel: apostolicæ sedis legatus, som før kun undtagelsesvis havde været tilstaaet Eystein, men som hans Eftermænd vedbleve at føre indtil Reformationen.

  1. Styffe (Bidrag till Skandin. Historia III, XXXIV siger, at han døde i Juletiden. Den altid saa nøiagtige Styffe har da vel kjendt en Hjemmel for denne Tidsangivelse, men ikke anført den. I den gamle Erkebiskopsrække anføres kun Dødsaaret 1450.