I Olafs Tid har en Mand, der idetmindste i hans Eftermands
Dage (1481, 1488) var Kannik i Nidaros, i længere Tid opholdt sig i
Rom. Hans Ophold her har den Mærkelighed, at han 1465 paatog sig
indtil videre at være Forstander for St. Birgittas Huus i Rom „for at
ikke denne svenske Eiendom skulde falde i Hænderne paa Tydskere,
Italienere eller Danske“,[1] et characteristisk Vidnesbyrd om den herskende
Stemning mellem Folkene.
Vi have seet, at Mans og Suderøernes Stift i det fjortende Aarhundrede ligesom af sig selv løstes fra den, man maa vel sige unaturlige Forbindelse med Nidaros’s Kirkeprovinds. I Olaf II’s Tid kom ogsaa Orknøerne (med Hjaltland) til at skilles fra den norske Kirke, hvad der havde større Betydning, da det her gjaldt et Stift med norsk Befolkning. Dette gik saaledes til, at, da Skotland, der hidtil ingen egen Erkebiskop havde havt, men hørt under Yorks Primat, omsider i 1472 ophøiedes til særskilt Provinds, forstod man i Pavebullen herom ogsaa at lade Biskoppen over de nysnævnte Øer, der siden 1469 vare pantsatte til Skotland, opføre som Suffragan under det nye Erkestift i St. Andrews. Herom skede imidlertid ingen Meddelelse til den norske Erkebiskop. Det foregik saa at sige bag hans Ryg, og først Olaf Engelbrektssøn blev fuldt vidende om, hvad der havde fundet Sted.[2]
I Slutningen af Juni 1474 finde vi Erkebiskop Olaf i Bergen, hvis Bispestol just var ledig efter Finboges Død. Ved det forestaaende Valg havde Chorsbrødrene ønsket, at ogsaa Erkebiskoppen selv „med nogle af sine Prælater og Kanniker“ skulde være tilstede. Grunden til dette Ønske er ubekjendt, men sandsynligvis har Capitlet, belært af Erfaring f. Ex., da Paulus Justiniani for nogle Aar siden var bleven dem paanødt af Paven, ønsket, at Valget skulde foregaa med særegen Solennitet og Eftertryk. Det fandt Sted 22 Juni og ved det afholdte scrutinium valgtes enstemmig Magister og Bacc. theol. Hans Theiste, hvem Erkebiskoppen paa Stedet gav sin Confirmation. Valget blev derpaa offentlig forkyndt for Folket ved Magister Gaute, Kannik af Nidaros.[3]
I en utrykt hanseatisk-bergensk Krønike berettes, at Erkebispen
